Ejlstrup: Komponisten og visesangeren Tony Vejslev er afgået ved døden efter kort tids sygdom, 93 år gammel. Tony Vejslev er især kendt for sine iørefaldende, enkle og sangbare melodier til Frank Jægers digte skriver Olafssong i en pressemeddelelse.
Tony Vejslev har gennem årtier optrådt med sine melodier til digte af prominente samtidige forfattere som Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig, Jørgen Gustava Brandt. Senere skrev han også melodier til digte af ældre forfattere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen. Sangene er alle udgivet på Musikforlaget Olafssongs label med Tony Vejslev selv som sanger og guitarist, men mange af hans melodier kendes også med kunstnere som Kim Larsen, Eddie Skoller, Erik Grip, Anne Grete, Jørgen Gamle Hansen og Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson og sange som Bedstefar tag dine tænder på (April, april), Liden sol, Det løvfald (Kirsten og vejen fra Gurre), O at være en høne (Være-digtet), Luk døren op og se (Påske) og Vi der valgte regnen (Håndslag til Tony) er blevet folkeeje.
Tony Vejslevs melodier er trykt i nodesamlinger som 19 Jægerviser og 26 Jægerviser (begge Gyldendal), og Musikforlaget Olafssongs har gennem årene udgivet alle hans melodier i sangbøger. Men mange af Tony Vejslevs melodier optræder også i større antologier som Politikens Lystige Viser, DGI Sangbogen, EWH Sangbogen og ikke mindst Højskolesangbogen, hvor Tony Vejslev er repræsenteret med 6 melodier.
Tony Vejslev modtog i 1998 Danske Sangskrivere og Komponister/DJBFA’s hæderspris og i maj 2006 Folkehøjskolernes Forenings “Den Folkelige Sangs Pris 2006”.
Efter at Tony Vejslev selv ophørte med at optræde, har Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson med stor succés optrådt over hele landet med mange hyldestkoncerter for Tony Vejslev og Frank Jæger.
Lidt historisk om Tony Vejslev:
Tony Vejslev blev landskendt i 1953, da han sammen med vennen Frank Jæger udsendte bogen “19 Jægerviser”. Men allerede som barn under krigen optrådte han med egne digte og kompositioner, samt recitation af bl.a. jyske digte, i de dengang så populære hjemstavnsforeninger. Han fik engagement i bl.a. Lulu Ziegler Kabareten og i Tivolis Glassal. Han medvirkede også Danmarks Radios Drengekor, i hørespil og teaterforestillinger og ledede en jazz-kvartet!