DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GILLELEJE: Birgithe Kosovic fortæller om sin nye roman EN BY I EUROPA

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Lørdag d. 15. februar 2025 vil Birgithe Kosovic fortælle om sin nye roman “EN BY I EUROPA”. Arrangementet finder sted i Kulturhavn Gilleleje på Gilleleje Bibliotek.

Hvordan føles det at leve i et samfund, hvor islam fylder stadig mere?
Hvem er man, hvis man mister troen på fred og frihed?
Hvordan lever man med tanker og følelser, som man ikke vil have, og som ingen må kende?
Svarene er svære, og derfor splitter de os.
Men hvor forskellige er vi i virkeligheden?

Birgithe Kosovic fortæller om Thomas. Han ville ikke have kunnet genkende sig selv, hvis han som yngre havde mødt den mand, som han er blevet til. Jo, dengang havde han også et godt tag på kvinder.

Det er derfor, han har giftet sig med Catrine og ikke vil svigte hende. Hun, som er præst, og som kan se det gode i mange ødelagte mennesker. Hun må aldrig opdage, at han ikke er sådan, som hun tror.

Og når han ikke kan slippe tanken om Aisha, er det ikke, fordi han er betaget af hende. Heller ikke fordi han foragter hende. Det er en forbrydelse, som han vil opklare.

Men hvorfor har han kun mislykkede forhold bag sig? Kan han ikke elske for alvor?

Han havde heller ikke troet, at han som politimand skulle ende med at se indvandringen som enden på europæisk civilisation.

Alt i ham er ved at gå i stykker.

’En by i Europa’ er en roman om at leve i et samfund på kanten af indre sammenbrud og krig. Imens nogle kæmper for de gamle idealer, slås andre med forbudte tanker og følelser. For hvem er man, hvis man ikke tror på fred og frihed, men bereder sig på at opgive det ene for at holde fast i det andet? Hvordan forbliver man uset i sit indre mørke, mens lysene i Europa blinker?

Vi må vente lidt på at læse bogen, da udgivelsen er forsinket. Men den er værd at vente på. Hun har skrevet adskillige andre gode bøger.

Forfatterforedrag med Birgithe Kosovic

Lørdag d. 15. februar 2025 kl. 14-16

Kulturhavn Gilleleje, Gilleleje bibliotek, 1. sal – Peter Fjelstrups vej 12 i Gilleleje.

Entre kr: 30

Billetter og yderligere læsning findes på www.gribskovbib.dk

(udgivet d. 31. jan. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *