Byd det spirende forår og sommeren velkommen med sang og gode historier. Fællessang og historiefortælling på Mezzaninen i Kulturhavn Gilleleje – søndag 30. marts 2025.
Sådan lyder opfordringen fra Kulturhavn Gillelejes huspianist Erik B. Jensen og fortællergruppen Nordkystfortællerne, som nu inviterer publikum med til en utraditionel afsked med vinterens mørke og tristhed.
Det sker på dagen, hvor havemøbler tages frem og sommertiden begynder, søndag den 30. marts, på Mezzaninen i Kulturhavnen.
Arrangementet holdes klokken 14:00-16:00. Det tilrådes at komme i god tid, hvis man vil sikre sig en plads ved de opstillede caféborde.
Der synges efter den nye udgave af Højskolesangbogen. Sangene inddeles i sektioner, og mellem dem vil de to historiefortællere fra Nordkystfortællerne, Lisbeth Lund og Karl Erik Frederiksen, fortælle nogle historier, som også er inspireret af foråret og den forestående sommer.
Arrangørerne forventer, at mange, der plejer at møde op i Kulturhavn Gilleleje til Erik B.’s arrangementer med morgensang hver fredag, også vil møde op denne dag – lige som mange af Nordkystfortællernes faste følgere vil gøre det.
De to historiefortællere begyndte at fortælle historier sammen tilbage i 2002, og de var også med til at stifte fortællergruppen og foreningen Nordkystfortællerne et par år efter. Deres repertoire er en skøn blanding af egne og selvoplevede historier, eventyr, skrøner og tyvegods fra kendte og ukendte forfattere.
Der er fri entré. I pausen er det muligt at købe kaffe/te og andre drikkevarer m.v.


(Pressefoto)

(Pressefoto)
(udgivet d. 27. mar. 2025)