Døgnrapport: Mandag klokken 21.00 henvendte nogle personer sig til en patrulje på Bonderupvejen i Gilleleje, hvor de fortalte, at de kort forinden var blevet truet af en gruppe personer, som var ankommet til stedet i bil.
Patruljen runderede i området efter bilen, og den blev fundet ud for Kanal-Kroen.
Her var flere andre biler også parkeret, og en række unge mennesker på stedet skabte uro. De blev af patruljen formanet om deres opførsel, ligesom deres generalia blev registreret. Det var dog ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvem af personerne der skulle have fremsagt trusler, hvorfor ingen blev sigtet for noget.
Senere på aften skabte nogle unge mennesker uro ved Netto, hvor de var kommet i klammeri med hinanden. Flere patruljer kørte til stedet, hvor de unge blev truffet.
De fik registreret deres generalia, ligesom patruljerne foretog adfærdsregulerende samtaler med de unge.
(udgivet d. 7 dec. 2021)