Cykler for skolebørnenes trafiksikkerhed.
Lørdag d. 12 august 2023 cykles der for skolebørnenes trafiksikkerhed omkring kommunens folkeskoler.
Cyklistforbundet, SF og Socialdemokratiet i Gribskov Kommune er gået sammen om at sætte fokus på skolebørnenes trafiksikkerhed i Gribskov Kommune.
Skolestart efter sommerferien er mandag d. 7 august 2023.
Formålet med denne cykelevent er at skabe opmærksomhed på trafiksikkerheden omkring folkeskolerne samt at få en dialog med skolerne om de trafikale udfordringer. Lokalt kan der være udfordringer for skolebørnene, der gør, at cyklen fravælges.
Citat af Elise Dahl, formand for Cyklistforbundet i Gribskov Kommune: ”Trafiksikkerheden skal være i top. Det handler om motion og sundhed, og det handler om friheden til at færdes selvstændigt”.
Citat af Kirsten Rolfsager, formand for SF i Gribskov Kommune: ”Cykelstierne omkring vores skoler skal prioriteres højt. Forældre skal trygt kunne sende deres børn i skole på cykel. Frisk luft giver velvære, og en cykeltur til skolen om morgenen øger børnenes læring.”
Citat af Allan Nielsen, formand for Socialdemokratiet i Gribskov Kommune: ”Cykling er fantastisk. Det er godt for børnenes sundhed, såvel mentalt som fysisk. Og så er det med til at forebygge sygdomme senere hen i livet. Trafiksikkerheden omkring skolerne er vigtig!”
Ved skolestart har børnene et helt år foran sig, og kan de cykle i skole hver dag, er det med til at styrke deres sundhed. Undersøgelser viser, at for hver cyklet km, vi som danskere tilbagelægger, er vi med til at spare sundhedsvæsenet for 5-8 kr. pr. km. Et perspektiv, der taler for, at vi bør vælge cyklen som det naturlige transportvalg. Det er ikke blot sund fornuft, det er også god samfundsøkonomi.
Turen er planlagt til at starte kl. 10.00 på Gilbjergskolen i Gilleleje. Herfra cykles der over Søborg til Gribskolen i Græsted. Fra Gribskolen cykles der til Nordstjerneskolen i Helsinge. Herfra fortsættes der over Tofte til Bjørnehøjskolen i Annisse Nord. Via Thorsmosevej cykles der over Huseby til Ramløse Skole og slutteligt går turen til Sankt Helene Skole i Vejby, hvor vi er fremme ved 14.00-tiden.
Man kan cykle med på hele turen, eller man kan cykle med på en del af strækningen.
Der sendes også en særlig meddelelse til skolebestyrelserne med opfordring til, at de afleverer deres ønsker til trafikale forhold omkring skolerne.
De to partiforeningers bestyrelser og bestyrelsen for Cyklistforbundet i Gribskov Kommune vil efter turen sende skolebestyrelsernes ønsker til udvalget (Klima, Teknik og Miljø) og til borgmesteren.
Det er et åbent arrangement. Alle er velkomne til at deltage. Deltagelse er på eget ansvar. Cykelhjelm er et krav fra arrangørernes side af for at deltage.
Undervejs vil der være mulighed for at få noget at drikke. Dog opfordres man til at medbringe egen mad og drikke.
(udgivet d. 1 aug. 2023)