DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov Fælleselevråd: Nej tak – nikotin er skod!

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Hvert år holder Gribskov Fælleselevråd en Børne- og Ungehøring, hvor de inviterer alle elevråd i Gribskov Kommune til et fællesarrangement om et emne, der fylder i børn og unges hverdag. I år var emnet nikotin, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Puffbars, vapes og snusposer. Alle er lette måder at indtage nikotin. Men nikotin er stærkt vanedannende og skadeligt for både krop og sind.

Netop derfor satte Gribskov Fælleselevråd i år fokus på nikotin til årets Børne- og Ungehøring i Gribskov Kultursal d. 4. marts 2025.

Gribskov Fælleselevråd består af repræsentanter fra alle Gribskovs skoler.
Og Børne- og Ungehøringen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor Fælleselevrådet inviterer alle Gribskovs elevråd med til at blive klogere på en dagsorden, der fylder i de unges hverdag.

Til årets Børne- og Ungehøring blev der holdt foredrag af Stoplinien samt Danmarks yngste rygestopkonsulent, der selv har oplevet at være afhængig af nikotin i en meget ung alder.

Den nye viden om nikotin kommer også politikerne i Gribskov Kommune til gode

Børne- og Ungehøringen skal ikke kun gøre Gribskov Kommunes elevråd klogere, men også politikerne i kommunen.

Fælleselevrådet vil nemlig præsentere både deres hverdagsperspektiver og det, de har lært til foredragene, for kommunens politikere til et Byrådsmøde i april.

Det er en ordning, som Udvalget for Skole, Børn og Familie er meget begejstret for. Det fortæller formand Trine Egetved:

”Før i tiden var der jo slet ikke samme bevågenhed om nikotin, og for nogle af dem, der begyndte at ryge som unge, fik det jo sørgelige konsekvenser. Derfor er jeg imponeret over Fælleselevrådets valg af emne og deres villighed til at være repræsentanter og talerør for alle elever i hele Gribskov Kommune. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad de har at fortælle til Byrådsmødet i april, så vi som politisk udvalg kan hjælpe kommunens børn og unge med at undgå nikotinen.”

Tue Villebro, der er næstformand i udvalget, synes, at det er særligt værdifuldt at få netop børnenes perspektiv på udfordringen:

”I Udvalget for Skole, Børn og Familie ønsker vi at skabe de rammer, der gør det bedst at være barn og ung i Gribskov Kommune. Men som voksne har vi – logisk nok – nogle gange nogle blinde vinkler. Derfor er vi meget glade for, at Fælleselevrådet fortæller os om de perspektiver, der fylder i deres hverdag. Så kan vi rent faktisk få et indblik i, hvor meget nikotinen fylder for de unge, og hvordan vi kan hjælpe.”

(udgivet d. 6. mar. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *