DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Flere kontanthjælpsmodtagere i varig beskæftigelse

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune i overhalingsbanen: Flere kontanthjælpsmodtagere i varig beskæftigelse, oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse. Indenrigsministeriet har sammenlignet, hvor godt det lykkes at få borgere, der modtager kontanthjælp, i varig beskæftigelse. Gribskov Kommune ligger foran sine nabokommuner og markerer sig positivt på Danmarkskortet.

For mange er arbejde ikke blot arbejde: Et meningsfuldt arbejde er ofte vejen til at føle, at man bidrager til fællesskabet og gør en forskel.

Derfor glæder det Michael Hemming Nielsen, formand for Gribskov Kommunes Beskæftigelse- og Ungeudvalg, at en ny undersøgelse fra Indenrigsministeriet viser, at Gribskov Kommune hjælper mange fra kontanthjælp og i varigt job:

“Jeg er fuldt overbevist om, at alle ønsker at bidrage, hvor de kan. Derfor er det også dejligt, at Indenrigsministeriets undersøgelse viser, at Jobcenteret i Gribskov hjælper mange til et job, som de holder fast i. Det er godt, at flere borgere, der modtager kontanthjælp, bliver hjulpet i den rigtige retning og finder et arbejde, de finder meningsfuldt.”

Michael Hemming Nielsen (Ø) (Pressefoto)

I Indenrigsministeriets undersøgelse defineres varigt job som længere end 12 måneder. I Gribskov er det lykkedes at få 53,9% af kontanthjælpsmodtagerne i et varigt job i 2020/2021. Det tal er højere end landsgennemsnittet, som ligger på 50%. Dermed ligger Gribskov Kommune både foran sine nabokommuner og markerer sig positivt på Danmarkskortet.

Efter corona er det gået stærkt

Da corona brød ud, havde kontanthjælpsmodtagere i hele landet svært ved at finde beskæftigelse. Det gjaldt også i Gribskov Kommune, hvor antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere var oppe omkring 70 borgere. Siden har tallet i perioder været helt nede på 15.

På Jobcentret i Gribskov Kommune tilskrives den udvikling, at man har skruet op for indsatserne. Jobcentret tilbyder i højere grad personlige samtaler og hjælp til ansøgningsprocessen. Derudover har der været et øget jobrettet fokus hos de sagsbehandlere, der arbejder med de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Dertil har Jobcentret et team af medarbejdere i Virksomhedsservice. Virksomhedsservices opgave er at formidle relevante stillinger mellem jobcentrets brugere og kommunens virksomheder.

Og hvis man spørger Kim Thonsgaard, næstformand i Udvalget for Beskæftigelse og Unge, så har Jobcentret valgt at fokusere på de rigtige steder:

“Den hyppige kontakt og den hurtigere afklaring hjælper flere til at finde et arbejde, de beholder. Dertil har Virksomhedsservice i høj grad haft fokus på at skaffe faktiske arbejdspladser og ikke bare praktikker. Og det er jo helt klart værd at glæde sig over – at vi nu kan se, at vores indsatser rent faktisk får flere i varigt job.”

Kim Thonsgaard (C) (Pressefoto)

Både arbejdsmarkedet og kontanthjælpsmodtagerne er blevet mere åbne

Lige nu efterspørger arbejdsmarkedet i Danmark arbejdskraft. Deri ligger en del af forklaringen på, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er lavt.

Men samtidig er der sket en udvikling i bevidstheden om hvem, der kan besidde hvilke typer job. Både hos virksomhederne og de jobsøgende. Det forklarer Vivi Stausholm, centerchef for Job og Unge i Gribskov Kommune:

“Under corona fik mange jo for eksempel job på deltid indenfor sundhedssektoren. Det har givet nogle, som før havde modtaget kontanthjælp længe, en oplevelse af, at de sagtens kan besidde et arbejde. Det handler blandt andet om at starte med det antal timer, der fungerer for både den ansatte og virksomheden.”

Viv Jepsen forklarer, at udviklingen går begge veje. For virksomhederne er også blevet mere åbensindede:

“Det er blevet tydeligt for mange, at vi på hver vores måde skal tage socialt ansvar. For en virksomhed kan det for eksempel betyde, at man ansætter en medarbejder med udfordringer, som før i tiden blev set som diskvalificerende. Her gør vores Jobcentre og Virksomhedsservice et godt stykke arbejde ved at gå ind og afstemme mellem kontanthjælpsmodtageren og virksomheden, så det ender i et ansættelsesforhold, der varer ved.”

På Jobcentret skaber denne udvikling en godartet effekt: For når flere kommer i arbejde, kan Jobcentret bruge flere ressourcer på at kvalificere og støtte dem, som har de største udfordringer.

(udgivet d. 17 maj 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *