DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Hvem skal have årets naturpris?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune uddeler igen i år ”Naturprisen” for en ekstraordinær indsats for naturen i det forgangne år. Fristen for at indstille kandidater er 10. november 2024.

”Vi har masser af skøn natur i Gribskov, og der er mange i kommunen, som er optaget af, hvordan vi passer godt på den. Med naturprisen hylder vi dem, der gør noget for biodiversiteten, som bidrager til den grønne omstilling – og som gør det også for andres skyld. Det er værd at markere, og derfor sætter vi igen i år fokus på den gode naturindsats ”, fortæller Brian Lyck Jørgensen, formand i Udvalget for Klima, Teknik og Miljø.

Naturprisen går til en eller flere personer, en organisation, en forening, en virksomhed eller et selskab, som har bidraget positivt til biodiversiteten i Gribskov Kommune. Prisen gives for indsatser i det forgangne år, dvs. siden sidste prisuddeling i september 2023. Vinderen udpeges af Klima, Teknik og Miljø i forbindelse med deres udvalgsmøde den 26. november 2024.

Naturprisen har i 2024 ekstra fokus på at understøtte ambitionen i kommunens udviklingspolitik og planstrategi om at give plads til, at Gribskovs unikke natur kan trives og bevares. Næstformand i udvalget Morten Dahlberg udtaler:

”Naturen er en del af vores DNA i Gribskov. Vi dyrker jorden, fisker i havet og nyder skovens ro. Og kommunens haveejere er tilmed blandt de mest engagerede i landet i at skabe ’vilde’ haver med gode livsvilkår for dyr og planter. Vi sætter i år ekstra fokus på de naturprojekter, der kan bidrage som trædesten på vejen mod et CO2-neutralt og klimarobust samfund. Med naturprisen giver vi et lille bidrag og et skulderklap til nogle af dem, der går forrest i arbejdet for en bedre biodiversitet i Gribskov Kommune.”

Hvem kan vinde?

Ved udvælgelsen af vinderen lægges vægt på:

  • at der er tale om naturpleje-/naturgenopretningsprojekter, der forbedrer beskyttede naturtyper og livsvilkårene for truede arter
  • at der i projektet indgår en aktivitet, der kan bidrage med grønne løsninger og klimatiltag
  • at der i projektet indgår en aktivitet eller event, hvori der indgår formidling af natur
  • at det er til gavn og glæde for kommunens borgere og besøgende.

Med prisen følger, udover æren, et gavekort på 10.000 kr. som hjælp til at videreføre det gode

arbejde med naturprojektet.

Indstil din vinderkandidat

For at indstille en kandidat til at modtage prisen, skal du sende en mail til natur@gribskov.dk og fortælle, hvorfor netop den eller de, du indstiller, fortjener prisen.

Fristen for at sende indstillinger er den 10. november 2024. Du kan læse mere på gribskov.dk/naturpris. Prisen overrækkes af formandskabet i Udvalget for Klima, Teknik og Miljø ved et lille arrangement den 2. december.

Vores Gribskov

Du kan finde kommunens udviklingspolitik og planstrategi VORES GRIBSKOV på kommunens hjemmeside: gribskov.dk/voresgribskov

(udgivet d. 15 okt. 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *