DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov hylder ildsjæle med priser til stor fest i Kulturhavnen

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Både Kulturprisen, Seniorprisen og Frivilligprisen blev uddelt, da der var fest i Kulturhavnen fredag eftermiddag til det årlige event Frivillig Fredag. Se vinderne og læs begrundelserne her.

Gribskov fejrede fællesskaberne og hyldede de frivillige med pomp og pragt fredag eftermiddag. Her løb det årlige event Frivillig Fredag af stablen i Kulturhavnen i Gilleleje.

Her var foreninger, frivillige og borgere samlet til prisoverrækkelser, samtalesaloner om frivillighed, fællessang og musik til en hyldest af Gribskovs mange fællesskaber.

(foto: Mediehuset Kattegat)

MEDIEHUSET KATTEGAT BRINGER SENEST MANDAG AFTEN VIDEOINDSLAG FRA PRISUDDELINGEN – VIL KUNNE SES HER PÅ KATTEGAT.NU SAMT PÅ TV KATTEGAT !!

Kulturhavnen er drevet af frivillige

Det er ingen tilfældighed, at det netop var Kulturhavn Gilleleje, der dannede rammen for dette års Frivillig Fredag. Kulturhavnen er nemlig drevet af frivillige og er derfor et godt billede på, hvordan frivillige i hele Gribskov skaber oplevelser, livskvalitet – og vigtigst af alt – rammer for fantastiske fællesskaber.

Festen var igen i år åben for både børn og voksne, og der var ikke sparet på mulighederne og oplevelserne. Foruden talerne og prisoverrækkelser bød eftermiddagen på samtalecaféer, bordkrocket, indendørs petanque og muligheden for at opleve, hvor fedt det er at være frivillig.

En række foreninger havde desuden opsat stande, hvor de besøgende kunne blive klogere på livet som frivillig. Ingen festdag uden sang og dans, hvilket blev leveret i form af fællessang med Anne og Erik. Bagefter satte ’Roy Richard and his funky friends’ fut i festen.

Prismodtagerne fra Frivillige Fredag 2021 (Foto: Mediehuset Kattegat)

Årets priser

Frivilligprisen gik til Ole Gran Jacobsen, og i indstillingen lød det: ”Uden Gran ’GÅR DET IKKE’. Gran gør en kæmpe forskel som gåvært og ildsjæl i ’Gribskov Går Sammen’ og som drivkraft og initiativtager af Repair Caféen i Frivilligcenter Helsinge, som han med stor dygtighed og social forståelse har formået at skabe et stærkt fællesskab omkring. Dertil er han engageret i IT-caféen på Helsinge bibliotek, som hjælper alle, der har store som små problemer med IT, tablets og meget mere. Gran skaber opmærksomhed omkring den frivillige indsats ved at gå forrest, og hvis han kan se, at han kan gøre en forskel, går han i gang.”

Kulturprisen gik til ægteparret Christian Friis Jensen og Inge Læbo, og i indstillingen lød det: ”Christian og Inge har formået at sætte Gribskov kommune – og i særdeleshed Tisvildeleje – på verdenskortet. De har været en del af teten i Tisvildeleje, der forandrede et hendøende badested til et in-sted for fastboende, københavnere og turister i dag. I Vejby-Tibirke Selskabet gør de et formidabelt arbejde for at udbrede viden og oplevelser om lokale kunstnere – både tidligere og nulevende. De kulturelle aftenture om sommeren, sommerudstillinger med lokale kunstnere og udgivelse af en meget interessant årbog er bestemt også værd at bemærke”.


Seniorprisen gik til Foreningen Styrk din krop, og i indstillingen lød det ”Det er forebyggelse på allerhøjeste plan. Styrk din krop er en forening, der drives af 10 instruktører, der konstant stiller op til gavn for ældre borgere, og dermed er med til at sikre en væsentligt bedre livskvalitet for mange ældre. Styrk din krop handler både om fællesskaber, sundhed og forebyggelse og til trods for, at der er hold flere gange om ugen, stiller der hver gang frivillige, engagerede instruktører op. Foreningen har  20 årsjubilæum i 2021, hvilket jo også fortæller om nødvendigheden af et sådant tilbud.

Faktaboks om Frivillig Fredag: Da forhenværende socialminister Benedikte Kiær åbnede frivillighedsåret 2011, udnævnte hun samtidig den sidste fredag i september til national frivillighedsdag. Dagen har fået navnet Frivillig Fredag. Den vil altid falde på den sidste fredag i september og fejres over hele landet. I Gribskov Kommune er det 11. år, at vi fejrer Frivillig Fredag.

Frivillig Fredag er arrangeret af Gribskov Kommune, Idrætsrådet, Kulturrådet, Frivilligcenter Helsinge og Frivilligcenter og Selvhjælp Græsted, Gribskov. Tak til Nordea-fonden for økonomisk støtte.

(udgivet d. 24 sep. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *