DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov: Kampen mod kæmpebjørnekloen fortsætter.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Pressemeddelelse:

Kampen mod kæmpebjørnekloen fortsætter.

Kommunen og private grundejere er generelt gode til at bekæmpe bjørneklo, men der er ingen grund til at læne sig tilbage. Planten spreder sig lynhurtigt, og med forårets komme er det nu igen blevet højsæson. Private har pligt til at bekæmpe dem på egen grund.

Efter en lang vinter i dvale begynder de mange frø fra sidste års bjørneklo-planter nu at skyde op af jorden.

Derfor er det tid til at bekæmpe dem og helst, før de vokser sig store og smider tusindvis af nye frø. Dennis Petersen er ansvarlig for bekæmpelse af bjørneklo på Gribskov Kommunes arealer. Han forklarer, at både kommunen og private generelt er gode til at bekæmpe bjørnekloen, og der er tre gode grunde til at fortsætte det gode arbejde:

”For det første er den en fare for andre planter. Én bjørneklo kan sætte flere tusinde frø, hvis man ikke fjerner den. Og de store blade blokerer for sollyset, så der ikke kan gro andre planter under dem. Det er faktisk ret store områder, bjørnekloen overtager,” siger han og fortsætter, ”for det andet er bjørnekloens saft giftig. Hvis man får saften på huden, kan man få blærelignende udslæt, der svier meget,” siger Dennis Petersen og giver endnu en god grund til at bekæmpe bjørnekloen:

”For det tredje har du pligt til at fjerne bjørneklo, hvis de står på din grund. Det står i lovgivningen,” siger han og konstaterer, at det i yderste tilfælde kan blive kommunen som bekæmper på ejers regning, hvis man ikke fjerner dem.

Borgere gode til bekæmpelse
Det har der dog ikke været grund til i ret mange tilfælde gennem årene, for borgerne er generelt gode til at bekæmpe bjørnekloen.

”Vi har et fint samarbejde med borgerne. De kan ringe til mig, hvis de vil have gode råd, og vi kan sende kommunens ekspert af sted til borgerne, hvis der er brug for at vide hvordan man præcist bekæmper planten, fortæller Dennis Petersen og opfordrer borgerne til at tage en rundtur på deres grund for at tjekke, om bjørnekloen vokser nogen steder.

Brug gerne Tip Kommunen
Borgerne kan også bruge app’en Tip Kommunen til at vise Gribskov Kommune, hvor de giftige planter står.

Guide: Sådan bekæmper du bjørnekloen
Du har pligt til at bekæmpe bjørneklo på din egen grund. Her har du en lille guide til, hvordan du kan gøre.
• Hvis du har få planter: Grav dem op og følg nedenstående tre anvisninger:
◦ Har planten hverken skærme med blomster eller med frø, så grav den op og lad den ligge.
◦ Har planten skærme med hvide blomster, så grav den op og hug blomsterskærmen fra stænglen og lad den ligge.
◦ Har planten skærme med frø, så grav den op og hug med spaden frøskærmen fra stængelen og saml frøskærmen i poser til afbrænding.
• Hvis du har mange planter: du kan enten lade dyr græsse i området eller få planterne sprøjtet.

Gode råd
• Husk at beskytte huden, når du bekæmper bjørneklo, da plantens saft kan give alvorlige udslæt.
• Tjek hellere området én gang for meget for planter – de har det med at blive overset.
• Hvis du er i tvivl om bekæmpelsen, kan du få besøg af en ekspert, som kan give dig råd og vejledning.

Ring til os
Du kan ringe til kommunens ansvarlige for bekæmpelse af bjørneklo Dennis Petersen og få gode råd. Han kan også sende kommunens ekspert hjem til dig, hvis der er brug for det. Fang Dennis på nummer 7249 6807.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *