Gribskov Byråd vedtog tirsdag aften kommunens kernefortælling. Kernefortællingen beskriver Gribskov Kommunes styrkepositioner og er en samlende vision for, hvad Gribskov ønsker at videreudvikle. Kernefortællingen og de foreslåede aktiviteter er blevet til i et samarbejde med flere hundrede borgere og virksomheder, som har deltaget i interviews og forskellige workshops igennem 2019 og 2020. Nu skal de mange borgere igen på banen for at udvikle fyrtårne, der skal bringe visionen til live.
Byrådet havde tirsdag aften temamøde om kernefortællingen, som senere blev vedtaget på Byrådsmødet.
Gæster på temamødet var Forum for Vækst og Udvikling, som har fungeret som styregruppe for arbejdet med kernefortællingen. De fortalte om processen og det store engagement, som de har mødt igennem hele processen. På trods af store udfordringer med Corona, har ildsjæle bestående af borgere, frivillige og erhvervsdrivende mødt op og givet deres besyv til kernefortællingen og aktiviteter.
”Det har været en utroligt inspirerende og opløftende proces, hvor vi har mødt så mange engagerede og spændende bidrag. Jeg glæder mig til næste step, hvor vi vil se projekterne forme sig og præge vores kommune,” siger Kommunaldirektør Sascha Volmer Sørensen.
Fire styrkepositioner og et væld af aktiviteter og handlinger – Fyrtårne
Kernefortællingen er blevet til på baggrund af en række interviews og borgermøder i 2019 og den bygger på input og udsagn om det unikke Gribskov en meget bred vifte af borgere og interessenter. Kernefortællingen byder på fire styrkepositioner: Formet af natur, Drevet af virkelyst, Næret af turisme, Bundet sammen af fællesskaber.
Under disse overskrifter har der været arbejdet videre på workshops med en lang række forslag til fyrtårne og aktiviteter. På nuværende tidspunkt er de forskellige forslag blevet prioriteret og samlet under to temaer:
1) Skabe fysiske og digitale sammenhænge mellem natur, kultur og turisme
2) Virkelyst med fokus på lokalproducerede fødevarer og madkultur
”Det her er på mange måder virkelig stort. Med kernefortællingen og ikke mindst inddragelsen af borgere og det stærke engagement, vi har mødt, er jeg sikker på, at vi nu har en vej – en vision, som rækker langt ud i tiden, og som vil sætte Gribskov Kommune på landkortet både på landsplan og internationalt,” siger borgmester Anders Gerner Frost.
Næste skridt er nu at videreudvikle aktiviteter under de to temaer, og det vil borgerne blive inviteret med til.
”Vi går tilbage til ildsjælene nu og understøtter, at de kan samles og videreudvikle deres ideer. De fyrtårne, der bliver skabt, skal vokse og leve derude. Det er ikke kommunale projekter,” Siger udvalgsformand for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi Morten Ulrik Jørgensen.
Der er allerede projekter på tegnebrættet som f.eks. Esrum Tisvilderuten og Søborg Sø. ”Det er gode eksempler,” siger Morten Ulrik Jørgensen og fortsætter ”Esrum-Tisvildevejen eksisterer allerede og har potentiale til at blive en endnu større attraktion, hvis vi udvikler og skaber sammenhæng mellem den rute og andre, som kan binde vores mange seværdigheder sammen.”
Nu skal arbejdet fortsættes i regi af Forum for Vækst og Udvikling (FVU), der fungerer som styregruppe for den kommende proces. FVU er nedsat af Byrådet og består af:
- Annette Sørensen, VisitNordsjælland
- Henrik Magelund, Gilleleje Handels- og Turistforening
- Jesper Hagen Behrensdorff, næstformand
- Kaare Larsen, Brunbjerggaard
- Line Kjær, Munkeruphus
- Morten Ulrik Jørgensen, formand
- René Richard, Græsted Kro
- Thomas Elletoft Køster, Rabarbergaarden
”Det er en stor fornøjelse at have sammensat et hold af så spændende og kreative personer fra vores kommune. Jeg har store forventninger til dette arbejde, og jeg glæder mig til at gå i gang med næste fase, hvor vi igen inviterer borgere, frivillige og ildsjæle ind i det, vi kalder klynger, som skal arbejde specifikt med ideer under hver af de to temaer. Vi har nået en milepæl med kernefortællingen, nu skal vi videre til næste,” siger kommunaldirektør Sascha Volmer Sørensen.
Læs mere på www.voresgribskov.dk