DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Kom med til March mod Ensomhed – og støt kampen mod ensomhed

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Fredag d. 9. august 2024 er Gribskov Kommune værtskommune for March mod Ensomhed. Alle, som har lyst, er velkomne til at møde op og tage del i fællesskabet, når vi sammen går for at sætte fokus på ensomhed.

For tredje år i træk er Gribskov Kommune værtskommune for March mod Ensomhed: En national begivenhed, der sætter fokus på ensomhed som en sundheds- og samfundsudfordring.

March mod Ensomhed finder sted fra uge 32 til og med uge 41, hvor initiativtageren Patrick Cakirli går 2000 kilometer gennem Danmark fra Nexø til Esbjerg.

Marchen tager afsæt i en forståelse af, at ensomhed blandt andet kan bekæmpes ved hjælp af fællesskaber, og for at understrege dette, går Patrick Cakirli kun, når han har følgeskab af andre. Ellers står han stille og venter, til der kommer nogle og går sammen med ham.

Derfor inviterer Gribskov Kommune, frivilligcentrene og Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse alle, som har lyst, til at komme og deltage d. 9. august. Det fortæller udvalgets formand, Pia Foght:

”At have følelsen af at høre til et fællesskab er meget afgørende for både ens mentale sundhed og livskvalitet. Derfor er det vigtigt, at vi sammen sætter fokus på, hvordan vi kan bryde ensomhed og gøre det synligt, at man som ensom ikke står alene. Vi støtter op om March mod Ensomhed, og håber, at mange vil komme og deltage d. 9. august.”

Pia Foght (A) (pressefoto)

600.000 mennesker i Danmark føler sig svært ensomme

Foreningen March mod Ensomhed er en frivillig socialforening, som har til formål at sætte fokus på ensomhed som en sundheds- og samfundsudfordring. Det anslås, at 600.000 mennesker i Danmark føler sig svært ensomme. Ifølge Sundhedsprofilen 2021 scorer Gribskov Kommunes borgere højt på dårlig mental sundhed og livskvalitet.

Hvert år er der en indsamling under marchen, og i år går det indsamlede beløb til TUBA, der tilbyder hjælp til børn og unge, der er vokset op med alkohol- og misbrugsproblematikker.

Næstformand for Udvalget Kultur, Idræt og Forebyggelse, Helle Blomsterberg finder, at dét er anerkendelsesværdigt:

”Jeg synes, at det er godt, at vi har et arrangement, der både sætter fokus på ensomhed – og som aktivt øger den mentale sundhed hos folk. Det gør arrangementet ved at invitere folk til at mødes og gå sammen for at bekæmpe ensomhed, men også ved, at der finder en indsamling sted, der sikrer penge til sociale indsatser.”

Helle Blomsterberg (V) (Pressefoto)

Flere foreninger i Gribskov Kommune bakker op om arrangementet: Både Frivilligcenter Græsted, Frivilligcenter Helsinge, Foreningen Tisvildevejen, Hjerteforeningen og Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse håber at se mange deltagere til March mod Ensomhed d. 9. august.

Program for dagen i Gribskov Kommune:

Ca. kl. 9.15-9.30 ankommer Patrick Cakirli fra Halsnæs Kommune. Vi tager imod ham Ved Sandet (Sparkøbmanden) på Helsingevej, hvor der vil være et kort stop med kaffe og croissanter.

Turen mellem Ved Sandet og Ramløse er 4,5 km.

Ca. kl. 10.30-10.45 går gruppen igennem Ramløse, hvor der vil være mulighed for at stå på og af turen. Der er parkering v. Ramløse Skole.

Turen mellem Ramløse og Helsinge er 6 km.

Ca. kl. 12.00 kommer gruppen til Helsinge, hvor der er frokost. Frokosten er ved Rådhuset, og er sponsoreret af lokale spisesteder. Frokosten varer ca. 30 min.

Turen mellem Helsinge og Tibberuphus er 5 km.

Ca. kl. 14.00 ankomst til Tibberuphus, hvor der er kaffe og kage, inden vi tager afsked med Patrick Cakirli, og Frivilligcenter Helsinge overdrager årets March mod Ensomhed til Frivilligcenter Hillerød. Der er parkering ved Tibberuphus.

Det vil være muligt at stå på og af turen hele dagen. Det vigtigste er, at du er med og støtter op.

(udgivet d. 26 juli 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *