DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov Kommune har sat ind på sagsbehandlingen – og får nu omgjort færre klagesager på socialområdet.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år tallene for, hvor mange klagesager indenfor socialområdet, der bliver omgjort af Ankestyrelsen. Gribskov Kommune har sat ind for at forbedre sagsbehandlingen og får nu omgjort færre sager end landsgennemsnittet.

Udvalgene for Ældre, Social og Sundhed og Børn, Skole og Familie har netop gjort status over antallet af omgjorte klagesager på socialområdet i 2020 og 2021. Af tallene fremgår det, at antallet af omgjorte sager hos Gribskov Kommune er faldet.

Samtidigt vidner tallene om, at socialområdets lovgivning er kompleks. På landsplan blev hver tredje klagesag på socialområdet nemlig omgjort af Ankestyrelsen i 2021. Det forklarer udvalgsformand for Ældre, Social og Sundhed Helle Lund, som er glad for at se, at kommunen har nedbragt mængden af omgjorte sager fra 2020 til 2021:

”Når vi behandler socialsager, kræver det stor grundighed, for det er et område, hvor borgeren er afhængig af en ordentlig sagsbehandling. Det skal vi selvfølgelig give dem. Alligevel ser vi på landsplan, at knap hver tredje klagesag blev omgjort i 2021. Derfor er det også godt at se, at Gribskov Kommune ligger under landsgennemsnittet. En del af ændringen i antallet af omgjorte klagesager kan skyldes tilfældighed fra år til år – men en del af forbedringen skyldes også, at vores arbejde for en forbedret sagsbehandling begynder at bære frugt.”

Helle Saugmann Lund (D) (pressefoto)

I 2020 havde Gribskov Kommune en omgørelsesprocent på 39%. I 2021 var den faldet til 28%.

Tallene vedrører sager, hvor der er blevet klaget – og altså ikke den samlede mængde sager hos kommunen.

Sagsbehandlingen er styrket – blandt andet med øget juridisk fokus

Gribskov Kommune arbejder kontinuerligt med at forbedre sagsbehandlingen. For eksempel har kommunen siden 2020 øget det faglige fokus til sagsbehandlernes forskellige møder og fora for at sikre, at den nødvendige viden og relevante praksis bliver udbredt.

Denne Indsats understøttes af to juridiske specialkonsulenter, der kom til kommunens Center for Sundhed og Omsorg og Center for Sociale Indsatser i 2021. De juridiske konsulenter bidrager til at kvalitetssikre sagsbehandlingen og afgørelserne gennem sparring med sagsbehandlerne.

Jens Rane Holck, udvalgsformand for Skole, Børn og Fritid fortæller, at det øgede fokus på faglighed kan have bidraget til det bedre resultat:

”Fokusset på fagligheden er helt klart den rigtige vej frem, og jo bedre styr der er på lovgrundlaget, des oftere kan der blive truffet den rigtige beslutning. Det kommer både borgeren og kommunen til gode.”

Jens Rane Holck (SF Gribskov) (pressefoto)

Udvalgene har nu tænkt sig at fortsætte indsatsen og håber at se endnu bedre resultater næste år:

”I udvalget gør vi alt, hvad vi kan, for at administrationen kan træffe den rigtige afgørelse første gang. Vi kan ikke realistisk sigte efter en omgørelsesprocent på 0%, hvilket et landsgennemsnit på 31% også vidner om. Men vi kan gøre vores bedste. Derfor er det godt at se, at vores arbejde for en endnu bedre sagsbehandling begynder at give resultater,” afslutter Jens Rane Holck.

FAKTA

Tal fra Danmarks statistik viser at borgere bosat i Gribskov Kommune har modtaget 1732 ydelser opgjort på de sociale retslige paragraffer i 2020. Der foreligger endnu ikke data for 2021 hos Danmarks Statistik.

(udgivet d. 9 juni 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *