DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Gribskov Kommunes budget er under pres

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Årets første budgetopfølgning viser, som i mange andre kommuner, at der er en række udfordringer og dermed behov for svære prioriteringer og beslutninger forude. Det er fortsat særligt det specialiserede socialområde og ældreplejen, som presser økonomien, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Gribskov Kommune står – som mange andre kommuner – i en situation, der kræver svære beslutninger og prioriteringer. Det skyldes flere ting. For Gribskov Kommune er det fortsat de kendte faktorer som den demografiske udvikling, hvor antallet af ældre, som har brug for mere hjælp i hverdagen, er stigende, og de stigende udgifter på det specialiserede socialområde fortsat presser kommunens budget.

Ser man på det generelle billede af kommunernes økonomiske situation på landsplan, er der en række udefrakommende faktorer – som krigen i Ukraine, energipriserne og inflationen – der medfører, at kommunernes økonomi er presset. Der er ikke de store forventninger til, at regeringen vil yde hjælp til kommunerne, tværtimod har regeringen løbende strammet de rammer, som kommunerne skal drives indenfor. Kommunerne opfordrer gennem KL regeringen til at revurdere sin tilgang og i stedet hjælpe kommunerne.

Gribskov Kommunes Økonomiudvalg ønsker med denne pressemeddelelse at orientere om, at den første budgetopfølgning for 2023 viser en ubalance i kommunens budget. Helt konkret viser budgetopfølgningen, at der skal findes i omegnen af 80 mio. Kr. i 2023. Robusthedspuljen på 22,5 mio. kr., som aldrig har været større, skulle afhjælpe uforudsete udgifter. Den er desværre ikke stor nok til at rumme det hele, men den bringer dog det samlede beløb ned til ca. 60 mio. kr.

”Der er ingen tvivl om, at vi som kommuner ganske enkelt ikke får de nødvendige midler til at drive en kommune for. De seneste regnskabstal for kommunerne viser at udgifterne til det specialiserede socialområde er steget med 70%. Det er et fælles problem for kommunerne, men ifølge regeringen skal vi selv løse det. Hos os i Gribskov får det den konsekvens, at vi skal finde pengene andre steder i vores økonomi”, siger Borgmester Bent Hansen og fortsætter: ”Økonomiudvalget står sammen om denne vigtige opgave, og vi er fortrøstningsfulde, for vi har klaret lignende situationer før. Men vi er også bevidste om, at det bliver svært, for det kommer til at betyde vanskelige prioriteringer, som vil indebære serviceforringelser”.

Borgmester Bent Hansen (V) (Pressefoto)

Arbejdet begynder med en nøje gennemgang og vurdering af, hvilke aktiviteter der kan bremses op i 2023. Næste fase vil handle om de mere langsigtede tiltag for budget 2024 og frem.

Viceborgmester, næstformand i Økonomiudvalget og formand for § 17 stk 4 udvalget Trine Egetved-Sørensen siger:

“Den alvorlige økonomiske situation, som har været under opsejling igennem længere tid, rækker meget længere frem end i år og næste år. Det er vores forudsætninger for at drive en kommune, der er i spil her. Derfor har vi også sat fuldt lys på fremtiden. En del af det arbejde ligger i § 17 stk 4 udvalget, som er nedsat under temaet ”Fremtidens Velfærd”. Her arbejder vi med spørgsmålet om, hvordan man kan drive fremtidens kommune. Vi kan ikke sidde og vente eller håbe på, at rammerne bliver bedre. Det er der desværre ikke meget, der tyder på i en verden, som er præget af krigen i Ukraine, klimaudfordringer og ikke mindst udfordringer med mangel på arbejdskraft, samt flere og flere børn og voksne, som har brug for specialiseret hjælp. Derfor skal vi se på nye måder at drive kommune på i tæt samarbejde med borgere og medarbejdere, for der er ingen tvivl om, at vi må slå vores viden og kræfter sammen både politikere, fagfolk og borgere for at løse denne udfordring, så vi sammen kan skabe de bedst mulige rammer for vores kommune i den økonomiske alvorlige situation”.

Trine Egetved (C) (Pressefoto)

(udgivet d. 2 maj 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *