Gribskov Kommune uddeler hvert år en Demokratipris til en elev på Gribskov Gymnasium. I år gik prisen til Lili Kiss, der afvikler møder for unge om noget så forskelligt som Europa-Parlamentsvalget og Dungeons & Dragons.
Årets demokratipris er netop blevet tildelt gymnasieelev Lili Kiss for sin indsats for at styrke unges demokratiske forhold i Gribskov Kommune.
Lili får prisen, fordi hun blandt andet har været primus motor på at afgive høringssvar på vegne af ungdomsrådet, at afvikle et valgplakatsarrangement i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget – og at vise finske elever rundt på Ungdomsskolen.
Prismodtageren Lili Kiss og udvalgsformand Trine Egetved (th.) (Pressefoto: Gribskov Kommune)
Formand for Skole, Børn og Familie Trine Egetved er imponeret over det store, demokratiske arbejde, Lili står for i sin unge alder:
”Lili gør et virkelig flot og vigtigt stykke arbejde for at styrke unges demokratiske forhold og forståelse i Gribskov Kommune. Hun er med til at skabe fællesskab og hygge i Helsinge Ungdomshus, hvor hun inviterer andre unge med til at spille Dungeons & Dragons. Derudover gør hun et klassisk, demokratisk arbejde, når hun afvikler et valgplakats-arrangement forud for Europa-Parlamentsvalget og sammen med Ungdomsrådet har været med til af lave et høringssvar vedrørende tiltag på ungeområdet i Gribskov kommune.”
Det fortæller Trine Egetved og tilføjer, at hun er glad for, at Demokratiprisen giver anledning til at hylde børn og unge i kommunen:
”Det er en stor fornøjelse, at vi som Udvalg kan belønne og motivere unge rollemodeller med Demokratiprisen – som vi også gjorde det tidligere på ugen, da min byrådskollega Tue Villebro overrakte Demokratiprisen på folkeskoleområdet til Michala fra Sankt Helene Skole.”
Lili Kiss blev belønnet med 5000 kroner og et diplom.
Årets Demokratipris uddeles i to omgange: En til folkeskoleområdet/ungdomsskoleområdet og en til gymnasiet.
Årets demokratipris for folkeskoleområdet gik i år til Michala Hasfeldt Sørensen fra Sankt Helene Skole.
(Pressefoto)
(udgivet d. 28 jun. 2024)