DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Nu går budgetforhandlingerne i gang

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune: Nu går budgetforhandlingerne i gang

Nu begynder budgetarbejdet med et budgetseminar den 24. og 25. august 2023, hvor Byrådet behandler genåbningen som besluttet i maj og påbegynder forhandlingerne om budget 2024-2027. Der venter en stor opgave med at få Gribskov Kommunes budget i balance – inden for de meget stramme rammer, som regeringen har stillet op for at drive en kommune.

Gribskov Kommunes økonomi er presset, og det skyldes flere faktorer: Blandt andet regeringens manglende vilje til at hjælpe kommunerne i tilstrækkelig grad i forhold til den udvikling, der sker, hvor flere borgere har brug mere hjælp – især på social- og ældreområdet. Dertil kommer den voksende udfordring, som alle kommuner oplever, når det gælder rekruttering af medarbejdere på velfærdsområderne, og som i høj grad allerede gør sig gældende på ældreområdet.

Før sommerferien stod det klart, at Gribskov Kommune i 2023 har et merforbrug på omkring 80 mio. kr. Vores robusthedspulje på 22.5 mio. kr. kan – selvom den er større end nogensinde før – ikke dække hele beløbet. Kort før sommerferien blev der fundet yderligere ca. 15 mio.kr. i modgående foranstaltninger, og samtidig har økonomiaftalen også en lille effekt på 2023. Det betyder, at der nu skal findes ca. 28 mio. kr. for at skabe balance i 2023. I den forbindelse er der udarbejdet et katalog over modgående foranstaltninger, som peger på ting, der kan bremses op her og nu.

Det er nødvendigt også at have fokus på at skabe balance i fremtiden. Administrationens budgetoplæg 2024-2027 bygger videre på de tre principper fra forrige perioders budgetvedtagelser og et nyt fjerde princip:

  1. Behovet for at forbedre kommunens likviditet så denne til enhver tid udgør minimum 100 mio.kr.
  2. Overholdelse af servicerammen
  3. Optimeret drift
  4. Behov for at ændre rammerne for den borgernære velfærd – fokusering på kvalitet til borgere med størst behov

Ser man ud i årene i det kommende budget 2024-2027 viser administrationens budgetoplæg, at der blandt andet skal tilføres midler til det specialiserede socialområde og sundheds- og ældreområdet for at bringe disse mest pressede velfærdsområder i balance. Det betyder også, at det i samme periode er nødvendigt at finde besparelser i en størrelse, som hedder 40 mio.kr. i 2024, 50 mio.kr. i 2025, 55 mio.kr. i 2026 og 60 mio.kr. i 2027 for at kunne overholde servicerammen og sikre vores likviditet.

”Vi står over for en vanskelig opgave, hvor vi skal finde betydelige besparelser, som vil påvirke vores serviceniveau. Derfor har det været vigtigt for os at sikre en god og gennemsigtig forhandlingsproces, som giver tid og plads til de svære drøftelser og beslutninger. Vi havde håbet, at der ville komme mere hjælp fra regeringen. Det er ikke tilfældet. Nu tager vi fat, og jeg er fortrøstningsfuld. For selvom vi har forskellige ståsteder, så har vi et fælles mål om at opnå balance i vores økonomi. Det er et mål, som vi alle tager ansvar for”, siger Borgmester Bent Hansen om de kommende forhandlinger, og Viceborgmester Trine Egetved-Sørensen tilføjer:

”Det er store tal og svære beslutninger, som vi bliver nødt til at træffe. Derfor skal vi have det lange lys på. Det betyder, at vi udover her og nu besparelser skal kigge på de langsigtede løsninger, som kan medvirke til at skabe balance i budgettet fremadrettet. Der er brug for, at vi er nytænkende og modige, så vi i fællesskab kan skabe fremtidens kommune. Vi skal have fokus på kvalitet, så vi kan sikre, at vi kan bevare de ting, som betyder mest for os”, slutter Trine Egetved-Sørensen. 

Forhandlingerne begynder den 24. august med et todages budgetseminar. Økonomiudvalget behandler budgettet på sit møde den 28. august, og der vil være en høring om budgettet fra den 29. august til den 12. september 2023. Læs mere om høringsperioden her.

Budget 2024-2027 bliver endeligt vedtaget ved 2. behandling i byrådet den 10. oktober 2023.

(udgivet d. 23 aug. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *