Moderaterne i Gribskov Kommune er nu klar med partiets spidskandidat til kommunal-valget 2025. Det blev besluttet endeligt i partiets hovedbestyrelse lørdag den 2. november 2024, skriver Bjarne Pedersen, formand for Moderaterne i Gribskov, i en pressemeddelelse.
Formand for Moderaterne i Gribskov, Bjarne Pedersen, glæder sig over, at Pernille Søndergaard har sagt ja til at stille op som borgmesterkandidat. Et enigt valgudvalg bekræftede da også indstillingen, og nu er det en realitet.
Bjarne Pedersen lægger vægt på, at Pernille er opvokset i Annisse Nord, har gået på Bjørnehøjskolen og på Gribskov Gymnasium, men også at Pernille har mere end 25 års erfaring som leder, chef og direktør i det private erhvervsliv og har læst økonomi, strategi og ledelse på CBS. Det er en god blanding af lokalt kendskab og erfaring uden for kommunen.
Bjarne Pedersen bemærker også, at Pernille har været en del af byrådet i Gribskov siden 2018 og er i dag bestyrelsesformand i Gribskov Forsyning, ligesom Pernille sidder i økonomiudvalget, erhvervsudvalget samt er næstformand i planudvalget.
Privat er Pernille gift og har tre sønner.
Pernille Søndergaard uddyber:
“Jeg elsker Gribskov, jeg er vokset op lige her, hvor jeg også lader mine egne børn vokse op. Gribskov er en fantastisk kommune, men der er plads til forbedring.
Denne periode har handlet meget om hvem – mere end om hvad. Der er et bredt samarbejde men uden en klar politisk retning. Vi skal ville noget sammen – allesammen og jeg ønsker at stå i spidsen for en kommune, der er kendetegnet ved et klart fælles politisk projekt, naturligvis i samarbejde og med respekt for hinandens synspunkter og holdninger.
Jeg mener, det skal være tydeligt i dagligdagen, at kommunen er til for borgerne og ikke omvendt”.
Bjarne Pedersen siger afslutningsvis: ”I Moderaterne glæder vi os til at præsentere et stærkt hold til kommunalvalget. Skabt ud af et solidt bagland, hvor dialog og fokus er på at gøre Gribskov til en endnu bedre kommune.
Vi ser frem mod kommunevalget i november 2025, og frem til i næste uge at kunne præsentere yderligere en kandidat og i løbet af foråret 2025 et fuldt kandidathold, hvor Pernille Søndergaard står i spidsen”.
(udgivet d. 4 nov. 2024)