“Jesper Skibby – Ind i politik”, oplyser borgmester Anders Gerner Frost i en pressemeddelelse:
Den tidligere professionelle cykelrytter, der er kendt for sine hurtige replikker og sin hudløse ærlighed, stiller op til byrådet i Gribskov. Jesper Skibby har sagt ja til, at stille op til Byrådet for Borgmesterpartiet, Lokallisten NytGribskov. Udover Jespers civile job, er Jesper en erfaren foredragsholder, hvor han bl.a. fortæller om sin professionelle cykelkarriere. Jesper bor med sin kone og datter i Gilleleje.
De mærkesager Jesper særligt går til valg på, er et fokus på erhvervspolitikken og samspillet med kulturlivet, som drivkraft for oplevelsesøkonomien. Også fokus på unges muligheder i kommunen, foreningslivet og et værdigt ældreliv, mener Jesper er kerneopgaver vi som kommune skal prioritere.
Jesper ønsker at bidrage til den positive udvikling kommunen er i, i disse år, og tror også på, at vi sammen kan gøre Gribskov til et endnu bedre sted, at leve eller drive virksomhed.
“Jeg er rigtig glad for, at Jesper har takket ja til at stille op for NytGribskov. Jesper kan bidrage positivt i byrådets arbejde med de mange livserfaringer han har med. Desuden er han et varmt og ærligt menneske, som altid giver smil og glæde omkring sig, ikke mindst i vores fantastiske byråds – og kandidatgruppe” udtaler en glad Borgmester, Anders Gerner Frost.
Den øvrige opstillingsliste til byrådsvalg d. 16. november fra NytGribskov, vil i løbet af få dage blive præsenteret offentligheden.
(d. 15 maj 2021)