Pressemeddelelse: ’Store Vandredag’ en dag med en masse natur- og smag oplevelser i Nordsjælland. Foreningen Tisvildevejen er hovedarrangør for et stort gå- og vandreevent i samarbejde med lokale producenter, aktører, gå-værter’ guider og frivillige lørdag den 13. april 2024.
Sidste år kaldte vi det ”den 18. marts” og det blev en fantastisk succes med mere end 700 deltagere. I år kalder vi det ”Store Vandredag” med henblik på, at dagen skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Dagen gennemføres i et godt samarbejde med Gribskov Kommune og ’Gribskov Går Sammen’ som er en del af Foreningen Tisvildevejen.
Dagen byder også på gode samarbejder mellem lokale producenter og aktører, byer og landsbyer, hvor frivillige og indehavere brænder for deres by, historien, produktet og formidlingen.
Med ’Gå, Smag & oplev’ turene, byder lokale producenter indenfor til en helt unik fortælling om lige præcis deres sted, om det de brænder for og ikke mindst smagsprøver. Der bliver også budt velkommen i landsbyer og byer, hvor frivillige fortæller om naturen, historierne som findes i husene eller gemt i naturen. Ved alle steder vil en gå-vært tage gæsterne med på en kort eller længere tur i området ved de enkelte steder.
På dagen kan man også deltage i ’Den lange vandring’ som er en tur på 22 km, altså en halvmaraton dog uden at være på tid. Turen går fra Esrum Kloster, igennem Gribskov langs med Esrum Sø til Skovskolen, videre over til kulsvierpladsen for at ende ved Haldbjerg Naturcampus. Undervejs vil der være indlagte pauser med overraskelser.
’Den gode middag’ afslutter dagen. Haldbjerg Naturcampus byder på fællesmiddag med en dejlig one-pot gryde, hvor alle kan deltage. Afslutningen er tænkt som et samlingspunkt for alle deltagende gæster i løbet af dagen, som her kan mødes og dele dagens oplevelser. Mad-billet kan købes til en meget rimelig pris.
”I Foreningen Tisvildevejen er det en del af vores DNA at samarbejde med lokale producenter på vores arrangerede ture. Selve ruten ”Tisvildevejen” er også udarbejdet og lagt således at den går forbi mange skjulte kulturskatte, landsbyer med kirkerne som midtpunktet og ikke mindst alle de frivillige der brænder for deres sted” siger Gitte Christiansen, formand i Foreningen Tisvildevejen.
”Det er også foreningens fokusområde at få så mange som muligt ud i naturen, bevæge sig og dele oplevelsen med andre” fortsætter Gitte, ”vores gå-værter i Gribskov Går Sammen og vores guider, gør et stort og værdsat arbejde, som vi ved er til stor glæde for mange”.
I år har vi så fået Gribskov Kommune med i projektet og det er vi utrolig glade for. For foreningen betyder det, at der kan ske endnu mere for ’Store Vandredag’, og at der kan udvikles og skabes endnu flere natur-, kultur- og fællesoplevelser.
Læs mere på www.tisvildevejen.dk
(udgivet d. 20 mar. 2024)