Gribskov Kommune har fået støtte fra Socialstyrelsen til at uddanne medarbejdere i en ny metode, der kan hjælpe unge og voksne med opmærksomhedsforstyrrelser ind på arbejdsmarkedet. Tre kommuner har allerede haft succes med metoden.
Der er godt nyt til unge og voksne med opmærksomhedsforstyrrelser i Gribskov. Kommunen har nemlig for nylig fået plads i Socialstyrelsens projekt ’Udbredelse af mestringsindsats til unge og voksne med opmærksomhedsforstyrrelse’.
Derfor skal en række ansatte i kommunens Ungeindsats i løbet af efteråret uddannes i en ny metode, der styrker færdighederne hos unge og voksne med opmærksomhedsforstyrrelser – blandt andet deres koncentration, impulskontrol og konstruktiv planlægning.
Metode har stor succes
Metoden har vist god effekt internationalt og er blevet afprøvet i tre danske kommuner med stor succes. Formand for Beskæftigelse og Unge Mikkel Andersen fortæller på vegne af udvalget:
”Her i Gribskov har vi unge og voksne med opmærksomhedsforstyrrelser, som er på kanten af arbejdsmarkedet. Den nye metode giver medarbejderne redskaber til i højere grad at kunne hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet i det fællesskab, det er. Enten ved, at de kommer i gang med en uddannelse, eller direkte ind på arbejdsmarkedet. Det vil uden tvivl styrke deres livskvalitet, så vi glæder os til at komme i gang,” siger formanden.
Planlægningen er i gang
Gribskov Kommune er i fuld gang med at planlægge det kommende forløb, hvor medarbejderne skal igennem uddannelse og certificering i metoden, der hedder R&R2-ADHD. Det er Socialstyrelsen, der står for uddannelsen af medarbejderne.
De første medarbejdere i Gribskov Kommune går i gang med deres uddannelse til efteråret.
(Fredag d. 5 juni 2020 – S.N.K.)