DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

GRIBSKOV: Udvalg foreslår ny ledelsesstruktur på dagtilbudsområdet

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Børn, Idræt og Familie i Gribskov kommune foreslår blandt andet at skabe fem dagtilbuds-distrikter og at ændre ledelsesstrukturen på området. Formålet er at finde 1,2 millioner kroner på driften. Forslagene skal først i en grundig høring, før udvalget træffer den endelige beslutning.

Det var en fortrøstningsfuld formand for udvalget Børn, Idræt og Familie, der tirsdag aften efter udvalgsmødet kunne konstatere, at det ser ud til at lykkes at finde 1,2 millioner kroner på driften af dagtilbudsområdet uden at skulle afskedige pædagoger eller lukke institutioner.

Udvalget har fået opgaven af Byrådet som en del af budgetaftalen i oktober. Her besluttede Byrådet, at udvalget skal finde pengene fra 2021.

Formand Natasha Stenbo Enetoft (V) fortæller, at udvalget lægger op til at skabe fem dagtilbud-distrikter med flere institutioner i hvert distrikt. Formanden fortæller videre, at udvalget blandt andet også lægger op til, at der skal være daglige pædagogiske ledere på alle matrikler med mere end 10 medarbejdere.

”To af vores institutioner har haft konstituerede ledere de seneste to år, så vi kan se, at der bare er behov for at omstrukturere ledelsen på området. Vil lægger derfor op til, at hver matrikel får en daglig pædagogisk leder, hvis der er minimum 10 medarbejdere,” siger hun på vegne af udvalget.

Natasha Stenbo Enetoft (V) (Pressefoto)

Udvalget lægger også op til en ændring af ledelsesstrukturen i dagplejen. Enten ved at ledelsen af dagplejen gives til de fem dagtilbudsdistriktsledere eller ved, at ledelsen af den samlede dagpleje varetages af én af distriktslederne.

Høring et vigtigt element

Det er helt centralt for udvalgsformanden, at forslagene kommer i høring hos både de berørte forældrebestyrelser, de faglige organisationer og MED-organisationerne.

”Høringsprocessen er meget vigtig, fordi de kender hverdagen i institutionerne. Vi ser frem til at høre fra dem. Vi er som altid lydhøre overfor konstruktive forslag til, hvor vi kan finde de 1,2 millioner kroner,” siger Natasha Stenbo Enetoft.

Fakta:

Forslagene fra Børn, Idræt og Familie bliver sendt i høring frem til 19. januar. Udvalget behandler sagen 3. februar og træffer her den endelige beslutning på baggrund af høringssvarene.

(d. 16 dec. 2020)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *