“Udvikling, By og Land” i Gribskov kommune besluttede tirsdag aften, at kommunen skal tilbyde hjælp til de borgere, der vil søge Energistyrelsens bredbåndspulje i år. Kommunen planlægger blandt andet at afholde et borgermøde og en workshop i samarbejde med Energistyrelsen.
Hurtigt internet i form af bredbånd gør livet lettere for både borgere og virksomheder i Gribskov Kommune og kan være med til at tiltrække nye.
Derfor besluttede Udvikling, By og Land i går, at kommunen skal tilbyde borgerne vejledning i at søge Energistyrelsens bredbåndpulje, der er på 100 millioner kroner i år.
Det fortæller formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard:
”Der ligger rigtig mange gode puljemidler og venter på at blive søgt, men processen kan være lidt uoverskuelig. Derfor har vi valgt, at vi gerne vil hjælpe borgerne, så det bliver lettere for dem at ansøge. Vi vil blandt andet samle erfaringer fra sidste års ansøgere af puljen, som havde ret stor succes. Faktisk var vi den kommune i landet, der fik flest puljemidler, så vi har nogle borgere rundt omkring, der er dygtige til at skrive ansøgninger. Dem skal vi lære af,” siger Pernille Søndergaard på vegne af udvalget.
Hun fortsætter:
”Vi regner med at afholde et informationsmøde for hele Nordsjælland her i Gribskov Kommune i juni i samarbejde med Energistyrelsen. Derudover planlægger vi at holde ét borgermøde selv, og vi vil desuden gerne deltage på borgernes møder og bidrage med sparring,” siger formanden.
Ansøgningsfristen er ikke meldt ud endnu af Energistyrelsen, men vil ligge i andet halvår i 2021.
Fakta: Bredbåndspuljen 2021.
I den finanslovsaftale, der blev indgået d. 6 december 2020, blev der afsat 100 mio. kr. til en fortsættelse af bredbåndspuljen i 2021. Rammerne for 2021-puljen forventes at være på plads i løbet af foråret.
Læs mere her: https://ens.dk/ansvarsomraader/bredbaand/bredbaandspuljen
(d. 17 mar. 2021)