I mandags udløb fristen for at vælge leverandør til hjemmeplejen. Gribskovs borgere kunne ud over den kommunale hjemmepleje vælge to private leverandører. Nu har de valgt og dermed er borgerne fordelt mellem de tre leverandører.
Gribskov etablerer en kommunal hjemmepleje den 1. december, der sammen med private fritvalgsleverandører skal sikre en stabil dækning af borgernes behov for hjemmepleje. To private leverandører har ønsket at levere hjemmepleje.
Gribskov Kommunes administration har nu modtaget borgernes valg af hjemmeplejeleverandør, og dermed er der en fordeling mellem de tre udbydere, som ser sådan ud:
BM Pleje – 258 borgere
CCC Pleje – 53 borgere
Gribskov Kommune – 763 borgere
467 borgere har foretaget et aktivt valg af leverandør. De resterende 607 borgere har automatisk fået tildelt den kommunale leverandør.
”Det ser fornuftigt ud. Alle borgere, som er visiteret til hjemmepleje, har nu haft mulighed for at vælge. Det er gået stille og roligt, og mange har valgt at benytte det telefonnummer, som vi havde oprettet. Vi glæder os til at komme i gang,” siger Birgit Roswall, Udvalgsformand for Ældre-, Social- og Sundhedsudvalget.
Kan man vælge om?
Ifølge reglerne for fritvalg går man nu ind i en såkaldt ”standstill” periode, hvilket betyder, at der først kan ske omvalg med virkning fra februar 2020 – altså ca. 2 måneder efter ordningen er gået i gang den 1. december 2019.
”Selvfølgelig kan man vælge om, men standstill perioden giver ro til at få alt på plads. Nu kender vi fordelingen af borgere mellem de forskellige leverandører, og det betyder, at vi i den nærmeste fremtid kan tilpasse de sidste detaljer. Fordelingen er nogenlunde, som vi havde forventet. Det betyder, at vi er godt på vej med etableringen af en kommunal hjemmepleje, som er korrekt dimensioneret og klar til start den 1. december,” siger Mikkel Damgaards.