Årsrapporten for Gribvand A/S og Gribvand Spildevand A/S viser, at selskaberne er solidt driftede.
De præsenterer et flot årsresultat med en nettoomsætning på 317.807 t. kr. og en besparelse
på godt 1 mio. kr. på driftsomkostningerne. Alligevel er årsresultatet negativt farvet, da Gribvand
Spildevand A/S for første gang har måttet indregne udskudt skat i regnskabet vedrørende de
materielle anlægsaktiver ved stiftelsen. En enig bestyrelse har indstillet årsrapporten til godkendelse
på den kommende generalforsamling d. 18. maj 2018.
”Vi kan med tilfredshed konstatere, at selskabet er fornuftigt drevet. Dets resultat og økonomiske udvikling
er bedre end budgetteret, og omsætningen er på niveau med budgettet. Alligevel er der røde tal i årsregnskaberne,
og her spiller to faktorer ind. Det drejer sig dels om en tilbagebetaling af et vejafvandingsbidrag
til Gribskov Kommune og dels en såkaldt udskudt skat vedrørende anlægsværdierne ved stiftelsen,” udtaler
bestyrelsesformand i Gribvand A/S Bo Jul Nielsen.
Tilbagebetalingen af vejafvandingsbidraget er den primære årsag til et negativt årsresultat på 12.011 t. kr.
Med hensyn til indregningen af den udskudte skat vedrørende anlægsværdierne ved stiftelsen er billedet det
samme hos størstedelen af vandselskaberne over hele landet. Det hænger sammen med den måde, man konstruerede
selskaberne på i 2009, da alle landets vandselskaber blev skilt fra kommunerne. I den sammenhæng
skulle man anslå værdien af de enkelte selskabers anlægsaktiver ved stiftelsen for dermed at kunne fastlægge
de tilsvarende skattemæssige anlægsværdier. Men hvor Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen opgjorde vandselskabernes samlede værdier til 219 mia. kr., lød Skats tilsvarende vurdering
på blot 55 mia. kr. Ved en selskabsskattesats på 22 % giver det en skattedifference på 36 mia. kr.
Siden 2011 har DANVA og Danske Vandværker kørt et sagsanlæg mod Skat, da branchen er uenig med Skat
i den metode, der er brugt til at værdiansætte anlægsværdierne. Formålet er på sigt at mindske vandselskabernes
selskabsskat – og dermed også forbrugernes udgifter til vand og spildevand. Men vandselskaberne
tabte sagen ved Landsretten den 16. januar 2018, og derfor ser Gribvand Spildevand A/S sig nu nødsaget til
at indregne den udskudte skat i regnskabet. Den indregnede udskudte skat er ligeledes indeholdt i koncernregnskabet
for Gribvand A/S.
”Hele sagen er meget uheldig. Som branche og selskab har vi til punkt og prikke fuldt de anvisninger, der
er givet fra Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Branchen har valgt at anke
sagen til Højesteret. Vi håber selvfølgelig, at branchen vinder sagen, da det vil betyde en større reduktion af
den indregnede udskudte skat – og dermed også påvirke prisen for forbrugerne,” udtaler administrerende
direktør i Gribvand A/S, Mette Therkildsen.
Årsrapporterne for Gribvand A/S og Gribvand Spildevand kan ses på www.gribvand.dk