DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Helhedsplan for idrætsfaciliteter i Gilleleje på vej.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Byrådet godkendte tirsdag aften, at der skal udarbejdes en helhedsplan for brug af idrætsfaciliteter i Gilleleje omkring Gilbjergskolen afdeling Parkvej og Gilleleje Boldklub. Her vil en række parter blive inddraget, så faciliteterne kommer til at gavne lokalsamfundet så meget som muligt.

Gribskov Kommune vil styrke lokalsamfundets muligheder for at dyrke motion i Gilleleje omkring Gilbjergskolen afdeling Parkvej og Gilleleje Boldklub.

Derfor sagde Byrådet tirsdag aften ja til, at der udarbejdes en helhedsplan, så området bliver udnyttet bedst muligt til gavn for både skolen, foreningslivet, daginstitutioner og andre i lokalsamfundet, som kan have glæde af de nuværende og på sigt endnu flere idrætsfaciliteter.

Seks millioner kroner afsat
Byrådet har afsat i alt seks millioner kroner i forbindelse med budget 2018 – 2021 til udvikling af området, og den kommende helhedsplan skal kortlægge, hvordan lokalsamfundet får mest ud af området, forklarer formand for Forebyggelse og Idræt Trine Egetved (K):

Trine Egetved-Sørensen (C)

”Planen vil give os et godt overblik over, hvordan vi skal prioritere midlerne. Men det er klart, at de afsatte penge ikke rækker til alt det, vi gerne vil. Derfor vil det for eksempel også være muligt at søge fonde, og også i den sammenhæng er det godt at have en helhedsplan,” forklarer formanden.

Vil skabe planen sammen med lokale parter
Udviklingen af de nuværende idrætsfaciliteter er sket igennem mange år i form af knopskydninger, og der er nu behov for at se området som et samlet område for at få mest ud af den kommende udvikling, forklarer medlem af udvalget Børn og Familie og udvalget Forebyggelse og Idræt Morten Rohde Klitgaard (NytGribskov).

Morten Rohde Klitgaard (G)

”Vi skal tænke brugen af idrætsfaciliteter ind meget mere end kun om eftermiddagen. Her er planen med til at skabe overblik over, hvad de forskellige parter har behov for. Det er det, vi skal finde ud af sammen,” siger han og forklarer, at helhedsplanen vil give kommunen mulighed for at arbejde med et længere perspektiv samtidig med, at der kan sættes mindre projekter i gang uden at ødelægge fundamentet for en større og længerevarende plan.

Der er afsat 255.000 kroner til helhedsplanen.

Forsidefoto: Fra første spadestik til ny skole i Gilleleje
(arkivfoto fra juni 2018 af Mediehuset Kattegat)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *