Harmonikabanden, Svend-Jazz og Det Grønne Hus er årets prismodtagere til Frivillig Fredag i Gribskov Kommune. Med i alt 28 indstillinger var det i år en positiv udfordring for de politiske udvalg, da modtagerne af de tre priser; kulturprisen, seniorprisen og frivilligprisen skulle findes.
Gennem mere end 10 år har frivilligheden været i fokus ved det årlige Frivillig Fredag-arrangement, hvor modtagerne af frivilligprisen, kulturprisen og seniorprisen bliver afsløret.
I år modtager Det Grønne Hus frivilligprisen, mens modtageren af kulturprisen hedder Svend Frandsen. Seniorprisen tilfalder musikensemblet Harmonikabanden.
Festlighederne til årets Frivillig Fredag blev sat i flotte rammer i Gribskov Kommunes administrative og sundhedsfaglige hus i Helsinge. En rød løber bød indenfor på Borgertorvet, hvor der var festligt dækket op med drikkevarer og snacks. Pigekoret Flying Penguins stod for velkomstsang, og rummet var pyntet med guld- og kobberfarvede balloner og store guirlander.
Borgmester Bent Hansen bød velkommen og takkede blandt andet de frivillige for deres store engagement og den uvurderlige betydning, som deres indsatser har for fællesskabet og livet i Gribskov Kommune.
Og den betydning er særlig tydelig i år, hvor der har været mange indstillinger til de tre priser.
Det Grønne Hus giver millioner til lokale foreninger
Modtageren af frivilligprisen, Det Grønne Hus, engagerer godt 35 frivillige, som hver dag tager imod borgernes brugte effekter som f.eks. køkkengrej, elektronik og møbler, som kan sælges igen. Overskuddet uddeles til foreninger, der har et socialt eller kulturelt sigte i Gribskov Kommune. Det er blevet til adskillige millioner kroners uddeling gennem foreningens levetid.
Frivilligprisen blev modtaget af Kirsten Larsen, som er formand for Det Grønne Hus. Pia Foght, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid, overdrog prisen. Hun sagde blandt andet:
”Uden Det Grønne Hus var der mange gode ideer og aktiviteter, der aldrig var blevet til noget. Det Grønne Hus er med til at vise, hvad et aktivt foreningsliv kan, og deres gerning kommer foreningslivet i kommunen som helhed til gavn.”
Svend Frandsen har sat et synligt aftryk på kulturen
Modtageren af Kulturprisen 2023 er Svend Frandsen, som har været aktiv på kulturområdet i kommunen i flere sammenhænge. Svend fik også nogle ord med på vejen af Pia Foght:
”Svend har gennem sit engagement i Kunstrådet deltaget i flere anskaffelser af kunst til bl.a. offentlige pladser. I kunstrådet pressede Svend hårdt på, og han var også med til at sikre midler til den første kunsttriennale langs Nordkysten. I 2019 oprettede han desuden Tisvilde Jazzklub, som har givet ham kælenavnet Svend-Jazz i lokalmiljøet.”
Næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid, Helle Blomsterberg, var også med til fejringen og prisoverrækkelsen. Hun glæder sig over de mange indstillinger i år:
”Der har været stor interesse for prisuddelingen i år. Det er rigtig dejligt, og det har ikke været let at vælge, hvem der skulle modtage priserne. Alle, dem der er indstillet, gør en stor indsats til glæde for andre. Jeg er glad for, at vi igen i år har haft mulighed for at fejre dem på Frivillig Fredag.”
Harmonikabanden skaber minder og sammenhold med deres musik
Seniorprisen blev overrakt af Helle Lund, formand for Udvalget for Ældre, Social og Sundhed. Helle Lund lagde ud med at takke alle de frivillige på området:
”Jeg er stolt over at være politiker i en kommune, hvor foreninger og frivillige fylder så meget. Vi har to frivilligcentre og to seniorcentre, som har en kæmpe betydning for vores seniorer, og de skal derfor også have tak. ”
Helle Lund ønskede derpå Harmonikabanden tillykke med prisen:
”Harmonikabanden øver sig ihærdigt hver uge, så de kan spille god musik til glæde og fri adgang for alle kommunens pensionister og seniorer. De lægger vægt på fællesskab og at føle sig godt tilpas, og de er drevet af glæden ved at spille og synge sammen, og sprede den glæde til andre.”
Harmonikabanden har under af ledelse af sangerinde Bente Banemann optrådt på Gribskov Seniorcenter gennem mere end 20 år. I indstillingen til prisen fremhæves deres evne til at bruge musikken til at vække følelser, minder og en fornemmelse af gruppesammenhold.
Mad og musik rundede Frivillig Fredag-fejringen af
Knap 100 af gæsterne havde tilmeldt sig aftenens anden del af programmet – fællesspisningen. Her sørgede Mariannes Magiske Køkken godt for gæsterne, mens underholdningen blev leveret af sangerinde Anne Jensen og Erik B. Jensen, som er kendt for morgensang på Kulturhaven hver fredag.
(Pressefoto: : Lars Christiansen)
FAKTA
Alle de indstillede til årets Frivillig Fredag:
Seniorprisen
Harmonikabanden ved Bente Banemann, Systuen i Gribskov Seniorcenter, Kirsten Smedegaard, Kirsten Boldsen Ambus, Leif Anders Hansen, Irene Olsen, Margit Wallin, Køkkentjanserne i Gribskov Seniorcenter.
Frivilligprisen
Gilleleje gamle posthus, Nancy Friis, Kirsten Ambus, Det Grønne Hus, Dan Nielsen, Helsinge Powerbank, Gitte Larsen, Conny Nielsen, Leif Anders Hansen, Thomas Jessen.
Kulturprisen
Conny Nielsen, Mona Rasmussen, Janna Rasmussen, Sus Antonsen, Martin Kongstad, Nordkystfortællerne, Kulturhavnen i Gilleleje, Erik B. Jensen, Svend Frandsen, de 190 frivillige i Kulturhavnen Gilleleje.
Tidligere prismodtagere (ikke uddelt alle år):
Hvert år i september fejres frivilligheden i Gribskov Kommune til Frivillig Fredag. Det er borgerne selv, der indstiller personer eller foreninger til at vinde priserne.
Frivilligprisen
Vågetjenesten Gribskov (2013) Steen Nielsen (2014), Anne Margrethe Steffensen (2015), Team Tvilling Gribskov (2016), Annette Clausen (2017), Mona Beckmann (2018), Familievenner Gribskov (2019), Harald og Torben fra projektet ”Cykling uden alder” (2020), Ole Gran Jacobsen (2022).
Kulturprisen
Helle og Erik Jørgensen fra Gribskov Kultursal (2017), Rigmor Westh Baagø (2018), Ramhuset i Ramløse (2019), Ramløse Mølleforening (2020), Christian Friis og Inge Læbo (2021), Dronningmølle Borgerforening (2022).
Seniorprisen
Helsingegårdens Venner (2014), Inge Blok (2015), Dan Haagerup (2016), Margrethe Pedersen (2018), Inger Lundbak (2019), Birte Forsell (2020), Foreningen ”Styrk din krop” (2021).
(udgivet d. 29 sep. 2023)