Døgnrapport:
Politiet fik onsdag klokken 15.27 en anmeldelse fra sønnen til en 84-årig kvinde, der omkring middagstid var blevet bedraget. Hun var blevet kontaktet en mand, som udgav sig for at være fra Danske Bank.
Han oplyste, at der var blevet overført 10.000 kroner fra kvindens konto til en konto i Spanien. Dette kunne kvinden afvise, hvortil manden oplyste, at en medarbejder ville komme forbi kvindens adresse og afhente kortet.
Da ”medarbejderen” ankom, fik han kvindens kort samt et større kontantbeløb. Senere blev kvindens kort misbrugt.
Døgnrapport:
Datteren til en 78-årig kvinde anmeldte onsdag klokken 16.24, at hendes mor var blevet ringet op af en svindler, som efterfølgende havde henvendt sig på adressen, hvor han fik udleveret morens dankort.
Kvinden havde talt med banken, som havde oplyst, at der var blevet hævet fra kortet.
Gode råd fra Nordsjællands Politi:
Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi mange anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
- Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
- Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
- Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
(udgivet d. 30. jan. 2025)