Helsinge Bibliotek er klar til at tage hul på efterårets arrangementer og inviterer til et aktivt efterår, hvor de kendte faste arrangementer og cafeer fortsætter krydret med spændende foredrag. Den sidste onsdag i måneden er der fællessang med Anne & Karen. Første gang er onsdag 31. august 2022 kl. 16.30-18.00
Traditionen med lørdagsmusik i foyeren fortsætter naturligvis også. Lørdag 24 september 2022 kl. 11.00-13.00 kan man møde og lytte til ”Benediktes Jazz Band”, som næsten er lokalt: De kommer fra Hillerød. Lørdag 29. oktober 2022 kl. 11.00 er det jazzsangerinden Nana Boesen i godt selskab med pianist Ole Kock Hansen og bassist Tobias Dall.
I november får biblioteket besøg af Ullerød Gospelkor, som vi havde fornøjelsen af i februar. Denne gang synger de traditionel Gospel og krydrer med lidt jul.
Dorte fra biblioteket står for efterårets fire krealørdage for børn og voksne: 17. september, 15. oktober, 12. november og 10. december 2022 alle fra kl. 10.00-13.00. Som altid sørger Dorte for materialer og inspiration. Det er super hyggeligt, så kom endelig. Læs mere på bibliotekets hjemmeside.
Børnefamilierne bliver heller ikke snydt. Lørdag 8. oktober 2022 kl. 10.30 er der musik og underholdning i børnehøjde med Martin Emil. Fredag 2. december 2022 kl. 16.00 inviteres til årets juleforstilling for børn og deres voksne. I år er det med besøg af Trille og Tralle der laver ”Julefis”
”Jul for Voksne” er på programmet torsdag 8. december 2022. Søren Svagin og hans trofaste musikere sørger for både musikken, julehistorien og julequizzen.
Foredrag er der naturligvis. Onsdag 7. september kl. 19.00 kan man høre den fantastiske historie om Rolling Stones, der i 2022 fejrer 60 års jubilæum. Forfatter og korrespondent Erik Jensen og radiovært Mikkel Falk Møller fortæller de gode historier om verdens største, ældste og dyreste rockband i ord, billeder og musik.
Tirsdag 20. september 2022 kl. 19.00 er der endnu et spændende foredrag. Journalist Peter Nygaard fortæller i ord og billeder om motorsportens kongeklasse: Formel 1. Helt klart en højoktan aften for motorentusiaster.
Tre torsdage i november er forfatter, forsker, cand.theol., ph.d. Jørn Henrik Olsen på plakaten med kultursaloner, hvor deltagerne inviteres til refleksion og dialog . Emnet for efterårets kultursaloner er Det grænseløse liv.
Endelig er der åbent hus i Makerspace torsdag 1. september og torsdag 3. november 2022, begge dage kl. 18.00-20.00
Vil man vide mere om de enkelte arrangementer, tilmelding m.m., så kig på bibliotekets hjemmeside www.gribskov.dk / arrangementer.
Helsinge Bibliotek (Pressefoto)
(udgivet d. 7 aug. 2022)