Det 19-årige byrådsmedlem Mathias Zilberberg er blevet tildelt årets Demokratipris på gymnasieområdet af Gribskov Kommune.
(Modtaget pressefoto fra overrækkelsen)
Mathias Zilberberg har haft et begivenhedsrigt år.
Først blev han valgt ind i Gribskov Kommunes Byråd; han er netop blevet student – og fredag d. 24. juni fik han tildelt Demokratiprisen på gymnasieområdet 2022 i forbindelse med translokation for nye studenter på Gribskov Gymnasium i Helsinge.
Demokratiprisen tildeles af Gribskov Kommune til en ung student, som har gjort noget særligt for at fremme børn og unges demokratiske forhold i kommunen. Med prisen følger 5.000 kr., som finansieres af Udvalget for skole, børn og familie.
“Han er en rollemodel”
Formand for Udvalget skole, børn og familie Jens Rane Holck fortæller, at:
“Udvalget for skole, børn og familie er glade for at se, at Mathias Zilberberg får overrakt prisen. Han har fra en helt ung alder engageret sig i demokratiet og støtter andre i at gøre det samme. Af indstillingen fremgår det tydeligt, at Mathias er en ildsjæl og en rollemodel for unge, der ønsker at få deres stemme hørt. For med sin indtræden i Byrådet viser han jo, at det er muligt at opnå politisk indflydelse – også i en hel ung alder.”
Bedømmelsesudvalget, som udpeger den årlige vinder af Demokratiprisen på gymnasieområdet, består af rektoren for Gribskov Gymnasium og repræsentanter fra Gribskov Ungdomsskole.
(udgivet d. 24 juni 2022)