DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

HELSINGE: Historier fra det åbne land hos fåreavler Selma Bergenholz

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Nordkystfortællerne og Nordsjællands Naturskole tager lørdag d. 22 april 2023 en tur på landet med deres fortælling og naturformidling hos en fåreavler, som får byen tæt på. Arrangementet holdes på Højbogård ved Helsinge, hos fåreavleren Selma Bergenholz.

Det næste arrangement, hvor fortællergruppen Nordkystfortællerne i samarbejde med Nordsjællands Naturskole inviterer publikum med til en gang historiefortælling og naturformidling, kommer til at adskille sig væsentligt fra de tidligere arrangementer, hvor man følger det tiltagende dagslys’ indvirkning på livet i naturen.

Normalt holdes arrangementerne nemlig i naturen fjernt fra byens lys og byggerier. Denne gang holdes det på Højbogård, Troldemosevej 2 ved Helsinge, hos fåreavleren Selma Bergenholz, hvis jord nu er ved at blive nabo til to store byområder. På den sydøstlige side gnaver byggerierne i Helsinges ny bydel Troldebakkerne sig ind i det naturskønne åbne land, og på nabogården mod sydvest er ejendomsudviklere og investorer gået i gang med at slå stregerne til endnu et stort boligområde. Mens byggerierne nærmer sig, fortætter Selma Bergenholz sit eget naturgenopretningsprojekt i det kuperede terræn ved Højbogårds moseområde.

Fåreavler Selma Bergenholz – tager deltagerne med på markvandring (Pressefoto)


Arrangementet holdes lørdag d. 22 april 2023 fra 18.00 til solen går ned 20:30.

Hvad der sker med det åbne land, når byen rykker nærmere, får publikum rig lejlighed til selv at studere, når Selma Bergenholz tager deltagerne med på en kort vandring rundt på gårdens jord. Med på turen er også naturvejleder Niels Henriksen, som fortæller om urbaniseringens indvirkning på faunaen, samt de to historiefortællere fra Nordkystfortællerne Simon Simonsen og Karl Erik Frederiksen, som bryder ind med historier, der relaterer sig til det, man får at se. Undervejs bliver der også lejlighed til at hilse på gårdens dyr, blandt andet 65 lam, der kom til verden i januar. Markvandringen slutter i gårdens bålhytte eller café, hvor der bydes på flere historier samt en gryderet, hvor en vigtig ingrediens er gårdens økologiske lammekød.

Billetterne koster 125 kroner for voksne og 50 kroner for børn inklusiv spisning. 
Af hensyn til fårene og gårdens øvrige dyr må hunde ikke medtages.

Billetsalg udelukkende via Nationalpark Kongernes Nordsjællands bookingportal:

www.nationalpark-kong-nord.nationalparkbooking.dk

(udgivet d. 11 apr. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *