Lørdagsmusik med Svagin-Malmqvist Kvintet på Helsinge Bibliotek. Kom og jazz med til lørdagsmusikken på Helsinge Bibliotek med Svagin-Malmquist Jazzkvintet lørdag 24. februar 2024 kl. 11.00
Der er måske langt fra de røgfyldte og småskumle jazzjoints på Manhattan eller Chicagos South Side til Helsinge Bibliotek, men musikken er bindeleddet, der bringer hele den verden med sig: de farlige damer, det uforudsigelige natteliv, de voldsomme soloer og de virtuose musikere.
Selvfølgelig sker der noget, når musikken flytter kontinent til Europa og Danmark. Den bliver måske lidt mere velovervejet, poetisk og rund. Men stadig lige levende og legesyg.
SVAGIN-MALMQVIST KVINTETTEN består af 5 rutinerede musikere, hvoraf 3 er udgået fra det Rytmiske Musikkonservatorium og 2 fra Musikvidenskabeligt Institut i København.
Kvintetten spiller musik fra den store amerikanske evergreensangbog, nogle kendte, andre mindre kendte, men der sniger sig nok også lidt dansk og svensk ind. Jazzen er jo karakteriseret ved, at den tager farve af den tid og det sted, den udfolder sig i.
Koncerten foregår midt på dagen, hvad der er lidt usædvanligt for både musikken og dens publikum, men heldigvis er der kaffe på kanden og et stykke chokolade. Og så er det gratis. Det burde kompensere for de røgfyldte lokaler på Manhattan.
Eva Malmqvist: voc.
Simon Thorsen: sax
Søren Jønch: trommer
Søren Svagin: piano
Jimmi Roger Pedersen: bas
Kom og jazz med – Gratis adgang.
(udgivet d. 8 feb. 2024)