DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

HELSINGE/VEJBY: En weekend med gode historier

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Fortælling i en bålhytte i Helsinge og en dagligstue i Vejby

Kommende weekend er der gode muligheder for at høre gode historier, hvad enten man er friluftsmenneske eller har lyst til at sidde inde i en varm stue. Begge dele er muligt, hvis man tager mod invitationerne fra fortællergruppen Nordkystfortællerne.

Lørdag 25. februar 2023 afvikler fortællergruppen i samarbejde med Nordsjællands Naturskole et nyt arrangement i serien ”Det lysner – dagene længes”. En gang hver måned inviterer fortællerne og naturskolen voksne med eller uden børn med ud i det fri for at følge, hvordan det tiltagende dagslys påvirker livet i naturen og samtidig kan inspirere fortællerne til at finde på nye historier. Denne gang foregår det i Helsinge og Høbjerg Hegn fra klokken 15:00 til solnedgangen 17:33. Mødestedet er Høbjerghytten, Ved Skoven 6 i Helsinge.

Ført vil lederen af Nordsjællands Naturskole Niels Henriksen tage publikum med på en kort vandring ind i Høbjerg Hegn, hvor man kan se, hvad der sker, når dagens længde nu er tiltaget med cirka tre timer siden vintersolhvervet. Efter skovturen tændes bålet i Høbjerghyttens bålhytte, hvor de to historiefortællere Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen byder på kaffe, te, kager og stribevis af historier inspireret af årstiden og omgivelserne. Billetsalget sker udelukkende via Nationalparken Kongernes Nordsjællands arrangementsportal www.nationalpark-kong-nord.nationalparkbooking.dk

Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen (th) – fortæller på lørdag historier i Høbjerghyttens bålhytte.
Dagen efter indbyder Simon Simonsen til fortælling hjemme i sin dagligstue i Vejby
(Pressefoto)

Dagen efter – søndag 26. februar 2023 klokken 15:00-17:00 – indbyder Simon Simonsen til dagligstuefortælling hjemme hos sig selv på adressen Stationsvej 16B i Vejby. Her vil han og Nordkystfortællernes nyeste medlem, tryllekunstneren Erik Jensby fortælle historier primært for voksne.

Dagligstuen er i sig selv historisk. Den er en del af den købmandshandel, som guldaldermaleren P.C. Skovgaards mor drev i ejendommen. Da pladsen er trang, er tilmelding nødvendig på mail dagligstuen@nordkystfortaellerne.dk

Simon Simonsen og Erik Jensby (tv) – fortæller på søndag historier hjemme i dagligstuen hos Simon Simonsen (Pressefoto)

Der kan læses mere om Nordkystfortællerne på www.nordkystfortaellerne.dk

Til dagbogen:

Lørdag 25. februar 2023

15:00-17:33 Høbjerghytten, Ved Skoven 6, Helsinge: Naturvandring og historiefortælling. Arr.: Nordkystfortællerne og Nordsjællands Naturskole

Søndag 26. februar 2023

15:00-17:00 Stationsvej 16B, Vejby: Dagligstuefortælling med Simon Simonsen og Erik Jensby. Arr.: Nordkystfortællerne

(udgivet d. 20 feb. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *