DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Kirkeleddet: Gribskov Kommune opsiger aftale med Altiden, som driver botilbuddet Kirkeleddet

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Gribskov Kommune har valgt at opsige kontrakten med Altiden, som driver botilbuddet Kirkeleddet, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Gribskov Kommune kan i dag bekræfte, at samarbejdet med Altiden omkring botilbuddet Kirkeleddet er opsagt.

Udvalgsformand for Ældre, Social og Sundhed Helle Lund udtaler i den forbindelse:

”Vores fokus har været og er fortsat på borgerne og medarbejderne. Det har simpelthen ikke været godt nok. Og derfor gør vi kort proces og stopper samarbejdet. Borgerne, deres pårørende og ikke mindst medarbejderne har brug for ro og stabilitet nu, og det mener vi, at vi bedst giver dem med denne opsigelse.”

Med opsigelsen følger en opsigelsesperiode, som vil blive brugt på at sikre en god og tryg overgang fra Altiden til Gribskov Kommune.

”Når det er sagt, så skilles vi og Altiden i al mindelighed, og det er min klare forventning, at det gode samarbejde fortsætter i opsigelsesperioden til gavn for Kirkeleddets borgere og medarbejdere,” slutter Helle Lund.

Pia Foght, næstformand i Udvalget for Ældre, Social og Sundhed supplerer:

”Det har været nødvendigt at trække en streg i sandet for at sikre borgernes tryghed og det bedst mulige tilbud. Vores mål er, at hverken borgere, deres pårørende eller medarbejderne vil mærke meget til overgangen. Vi glæder os til at overtage driften.”

Med opsigelsesperioden følger en proces, hvor Gribskov Kommune søger om formelt at overtage driften af botilbuddet Kirkeleddet.

(udgivet d. 31. mar. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *