DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Kulturministeriet støtter nordsjællandsk kulturprojekt med 1.8 mio. kr.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Kulturministeriet støtter nordsjællandsk kulturprojekt med 1.8 mio. kr.
Alle børn og unge skal have lige mulighed for at nyde godt af musik- og kulturskolernes tilbud. Det vil Halsnæs, Hillerød, Helsingør og Gribskov Kommune sikre med projektet ”Giv Scenen Fri”, som Kulturministeriet netop har støttet med 1.800.000 kr.

Musik- og kulturskolerne i Nordsjælland har masser af tilbud til børn og unge. Desværre er der mange, der aldrig nyder godt af tilbuddene, da de bor for langt væk, ikke kender til musik- og kulturskolerne eller ikke har råd.

Det skal projektet Giv Scenen Fri lave om på. Bag det tværkommunale projekt står Halsnæs, Hillerød, Helsingør og Gribskov Kommune, der har søgt Kulturministeriets pulje Grib Engagementet. Projektet er netop blevet støttet af Kulturministeriet med 1.800.000 kr.

Initiativtager bag projektet: ”Vi er stolte af at overlade scenelyset til børn og unge”

Én af projektets initiativtagere er Lars Lundgaard Jensen, som er leder på Kulturskolen Gribskov. Han forklarer, at projektets formål er at skabe stærke fællesskaber mellem børn og unge:

”Vi er stolte over, at Kulturministeriet har valgt at støtte netop vores projekt. Med projektet skal vi løse de udfordringer, der gør, at børn og unge ikke deltager eller falder fra kulturtilbuddene.”

Ifølge Lars Lundgaard Jensen skal spotlyset flyttes væk fra de traditionelle tilbud og over på deltagerne:

”Vi vil flytte kulturtilbuddene ud af kulturskolerne og tættere på børnene, så flere kan deltage. Og så vil vi have fokus på, at de unge selv sætter dagsordenen i undervisningen – for medbestemmelse betyder, at de unge får en vedvarende interesse,” fortæller han.

Tiltrængt støtte i en corona-tid

”Jeg synes, at det er en fantastisk nyhed – både at vi har modtaget støtte, og at Gribskov Kommune er med som initiativtager i det tværkommunale projekt.”

Pia Foght ser initiativet som særligt vigtigt i en tid, hvor corona har begrænset mulighederne:

”Projektet er en måde at skabe fællesskab blandt børn og unge, som normalt ikke har mulighed for at deltage i kulturtilbud. Det er der i den grad behov for, særligt når vi ser, hvor mange der har oplevet ensomhed som følge af corona.”

Pia Foght (A) pressefoto

Det handler om at tænke på tværs

Idéen om fællesskab og samarbejde er bærende for projektet. Både mellem børn og unge og de mange aktører, der medvirker i projektet. Det understreger Helle Blomsterberg, der er næstformand i udvalg for Kultur, Idræt og Forebyggelse:

”Det er tanken, at der skal samarbejdes mellem de fire musik- og kulturskoler i Halsnæs, Hillerød og Helsingør og Gribskov, men også med ungdomsskoler, biblioteker, spillesteder, billedskoler – med mere.
Dermed sikrer vi også, at vi når ud til så mange børn og unge som muligt,” afslutter hun.

Helle Blomsterberg (V) pressefoto

Fakta:
• Puljen hedder Grib Engagementet
• Kulturministeriet har modtaget 33 ansøgninger med et samlet budget på 50,3 mio. kr. Der var 18,7 mio. kr. i puljen og heraf modtager ”Giv scenen fri” 1.800.000 kr.
• Kommunerne skal samlet lægge 25% i egenfinansiering,
• Projektet er indtil videre en forsøgsmodel, som løber frem til 31 december 2022 med intention om at kunne fortsætte efter forsøgsperioden.

(udgivet d. 24 jan. 2022)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *