Økonomiudvalget har besluttet, at Kunstværkstederne flytter fra Helsinge til Ramløse. Her vil kunstnerne få mulighed for at indgå i nye fællesskaber.
Det store byudviklingsprojekt på Møllebakken i Helsinge betyder, at Kunstværkstederne på Møllestien 3 ikke længere kan blive på adressen.
Derfor skulle Økonomiudvalget mandag tage stilling til, hvad der skal ske med Kunstværkstederne. Her besluttede udvalget, at Kunstværkstederne kan flytte til lokaler i Ramløse, nærmere betegnet i Ramhuset og i lokaler i nabobygninger på Ramløse Skole.
Flere fordele ved flytningen
Løsningen er fundet i samarbejde med Kunstværkstederne, og der er flere fordele ved flytningen, fortæller medlem af Økonomiudvalget og formand for udvalget for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi Morten Ulrik Jørgensen (NytGribskov).

”Det vil skabe endnu mere liv i Ramløse og give god synergi at forene de allerede eksisterende kunst- og kultur-aktiviteter i Ramløse med de nye, der kommer med Kunstværkstederne,” siger formanden.
Han tilføjer, at det også handler om at udnytte kvadratmeterne i det kommunale bygninger endnu bedre, for det er der god økonomi i. Det giver mening i en tid, hvor det handler om at finde fornuftige besparelser.