DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

LAG Halsnæs-Gribskov tager to år mere – og ny ansøgningsfrist til LAG midler

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Ny ansøgningsfrist til LAG midler d. 22 marts 2021.

LAG Halsnæs-Gribskov tager to år mere.

’Vi har igen en ny ansøgningsrunde for LAG-midler med deadline d. 22 marts 2021’ udtaler Peter Plant, formand for LAG Halsnæs-Gribskov. 

’Vi blev som lokal aktionsgruppe (LAG) valgt i 2014 for at sikre fordeling af midler fra EU´s Landdistriktsprogram og Hav- og Fiskeriudviklingsprogram i perioden 2014-2020, og den tid er jo gået. Men vi fortsætter som LAG indtil EU´s nye Landdistriktsprogram er på plads, og det kommer nok til at tage to år… Brexit-forhandlingerne har sat sine spor. Vi tog derfor hul på 2021 LAG-midlerne i januar, hvor vi støttede  et destilleri i Hundested havn og tre nye is-producenter i henholdsvis Frederiksværk, Gilleleje og Helsinge.

Anderledes ser det ud på FLAG området, som handler om fiskeri og denslags. Programmet er afsluttet som planlagt, og vi kan ikke dele flere penge ud. Til gengæld skal der løbes et nyt Hav- og Fiskeriudviklingsprogram for 2021-2027 i gang i løbet af i år, og vi håber at kunne præsentere en ny FLAG bestyrelse og en ny strategi i løbet af efteråret, så der kan deles midler ud fra 1. januar 2022. Vi ved endnu ikke, om vi vil få FLAG midler i både Gribskov og Halsnæs kommuner, forhandlingerne er sat i søen, og vi håber at de ikke strander.
 
Som en af landets 26 Lokale AktionsGrupper er vores forening lokalt forankret i de to kommuner, som vi repræsenterer. Vi har 14 bestyrelsesmedlemmer der repræsenterer områderne bredt. Vi repræsenterer lokale foreninger, erhvervslivet og borgere, og fire bestyrelsesmedlemmer repræsenterer tilsammen det politiske niveau i de to Kommuner. Med denne lokale forankring og brede basis har vi gennem årene delt midler ud til en lang række projekter, der lever op til vores LAG og FLAG strategiers målsætninger. Det er vi nærmest lidt stolte over.

Bestyrelsen og koordinator for LAG Halsnæs-Gribskov (Pressefoto: LAG Halsnæs-Gribskov)

LAG midlerne i 2021 lægger vægt på at projekter er grønne og bæredygtige. Og så skal de leve op til vores LAG strategi om at skabe arbejdspladser, turisme og det gode liv – de tre Bér: beskæftigelse, besøg og bosætning. Da vi har endnu ikke har støttet projekter som skaber flere muligheder for overnatning vil der blive lagt vægt på denne type projekter, og intelligent infrastruktur er også et emne, vi gerne forfølger.

Kommende projektholdere kan tilmelde sig et individuelt sparringsmøde, hvor man  kan få sin projektidé prøvet af hos os. Vi holder sparringsmøder i både Halsnæs og Gribskov kommune:

Mandag den 1. marts kl. 16-18 på Dyssekilde Station, Stationsvej 1, Torup, 3390 Hundested.

Tirsdag d. 2 marts 2021 kl. 16-18 i Glashulen ved Biblioteket, Skolegade 43, 3200 Helsinge.

Man kan booke tid til et sparringsmøde på info@lag-halsnaes-gribskov.dk

Fakta:
LAG Halsnæs-Gribskov er en lokal aktionsgruppe, der virker for udviklingen af lokalområderne inden for Halsnæs og Gribskov Kommuners grænser i samspil med områdets erhvervsliv, iværksættere, foreninger samt de enkelte lokalsamfund og ildsjæle. LAG fremmer bæredygtig vækst, nye arbejdspladser og bedre levevilkår på landet.  LAG Halsnæs-Gribskov er desuden fiskeri aktionsgruppe (FLAG) i Gribskov Kommune med det formål at understøtte erhvervsudvikling og skabe lokale arbejdspladser inden for den maritime økonomi. Lokale aktionsgrupper er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling ved at tildele tilskudsmidler til relevante projekter fra EU´s Landdistriktsprogram og Hav- og Fiskeriudviklingsprogram.

(d. 10 feb. 2021)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *