DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

LAG’s og EU’s rolle på landet.

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

LAG’s og EU’s rolle på landet
Erhvervsminister Brian Mikkelsen har i et svar til Folketinget fremhævet LAGs positive effekter i landdistrikterne.

’LAG-indsatsen er en tilgang til økonomisk vækst og jobskabelse i landdistrikterne, der bygger på lokalt engagement og initiativer, og som har vist sig at fungere. Indsatsen har bidraget til en positiv udvikling med projekter og initiativer, som forholder sig til behovene lokalt. Især vurderes den frivillige indsats at være af stor betydning.’

Erhvervsministeren udtaler sig også om regeringens holdning i forhold til at fastholde principperne, der bygger på lokalt engagement som obligatoriske elementer i EU’s kommende landdistriktsprogram der træder i kraft i 2021.

’Jeg lægger vægt på, at der via landdistriktsmidlerne under den fælles landbrugspolitik fortsat støttes op om udviklingen i landdistrikterne, og at borgerne fortsat har mulighed for at tage et aktivt medansvar i udviklingen.’

’Når nu regeringen tilsyneladende er opsat på at udvikle ‘Et Danmark i Balance’, kan det derfor fortsat undre, at selve samme regering beskar LAG-ordningen med 30% i 2017.’ udtaler Peter Plant, der er formand for LAG Halsnæs-Gribskov. ‘LAG medvirker til at skabe et Danmark i balance. Det er der perspektiver i. Ikke i hovedløse nedskæringer.’

Lokalt har LAG Halsnæs-Gribskov indtil videre støttet 25 projekter i Halsnæs og Gribskov kommuner med LAG tilskud.

’LAG indsatsen og EU midler er på denne måde vigtige spillere i udviklingen på landet’, siger Peter Plant, ’og det kan man orientere sig om i 4 små film, der er blevet produceret for DK4 og Kanal 1.’

”EU på landet” er en programrække, hvor vært Allan Føns bl.a. besøger en økologisk bager, en smugkro, en naturlegeplads og et gods, for at høre hvordan midler fra EU kan gøre en stor forskel og skabe glæde og udvikling i landdistrikterne. Man ser her hvordan der med få midler skabes vækst, nye arbejdspladser og udvikling i de små landsbysamfund, og man møder flere af de fantastiske ildsjæle, der bringer det hele til virkelighed.
Filmene kan ses på http://kanal-1.dk/eu-paa-landet/

PROJEKTERNE
Nyt under solen
Allan Føns skildrer bageriet i Torup i Halsnæs kommune, hvor han besøger en lidt anderledes brødfabrik, ”Nyt under solen”, som skaber flere arbejdspladser på landet. Økologisk, naturligvis.

Smugkroen
Allan Føns besøger restaurant Tinggården, som har til huse på en 3-længet bondegård fra 1702 i Gribskov Kommune. Her har krofatter, den tidligere dommer i Den store Bagedyst, Jan Friis-Mikkelsen, fået EU-støtte til at indrette en smugkro, hvor gæster kan smage og opleve de lokale råvarer.

Naturlegepladsen
Allan Føns leger i Tisvilde i Gribskov Kommune på en fantastisk EU-støttet naturlegeplads midt inde i skoven. Den har været med til at samle lokalsamfundet og erhvervslivet om et fælles projekt – til glæde for både børn og barnlige sjæle.

Mad og mennesker
Allan Føns er på Grønnessegaard Gods i Halsnæs kommune. Her er kostalden blevet ombygget til at fungere som gårdbutik og med fælles faciliteter til forarbejdning af lokale produkter. Mad og Mennesker er et EU-støttet socialøkonomisk projekt, som skaber jobs på landet – også for folk på kanten af arbejdsmarkedet.

Integreret LAG Halsnæs-Gribskov er en lokal aktionsgruppe, der virker for udviklingen af lokalområderne inden for Halsnæs og Gribskov Kommuners grænser i samspil med områdets erhvervsliv, iværksættere, foreninger samt de enkelte lokalsamfund og ildsjæle. LAG fremmer bæredygtig vækst, nye arbejdspladser og bedre levevilkår på landet.
Integreret LAG Halsnæs-Gribskov er desuden fiskeri aktionsgruppe (FLAG) i Gribskov Kommune med det formål at understøtte erhvervsudvikling og skabe lokale arbejdspladser inden for den maritime økonomi.

INFO MØDER hvor man kan få testet sin ansøgning til LAG eller FLAG:
13. juni kl. 16-18 på Dyssekilde station i Torup, Halsnæs kommune
14. juni kl. 16-18 på Gribskov Erhvervscenter, Frederiksborgvej 14, Helsinge

Tilmelding på info@lag-halsnaes-gribskov.dk

NÆSTE ANSØGNINGSFRIST TIL LAG: 25. august og FLAG: 6. september

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *