Mens kogebogen sætter fokus på at mindske madspild i Danmark, udløser hver solgt bog en donation til at hjælpe verdens fattigste med at få mad på bordet.
På bare seks måneder har “Mad med respekt – En familiekogebog, der mindsker madspild” genereret 36.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Kogebogen mod madspild er altså både med til at mindske madspild her i Danmark og samtidig med til at give verdens fattigste mad på bordet.
“Mad med respekt” udkom i slutningen af 2019 på forlaget Gyldendal. Det er stifteren af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, Selina Juul, der står bag den populære kogebog. Sammen med et imponerende hold af medforfattere og kokke har hun arbejdet frivilligt på bogen, som udløser en donation til Folkekirkens Nødhjælp per solgt eksemplar.
I bogen medvirker Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie – der er protektor for Folkekirkens Nødhjælp – både med forord og en række opskrifter.
Udover Prinsessen har et udvalg af Danmarks dygtigste kokke bidraget til bogen med tilsammen 80 opskrifter med fokus på at mindske madspild. Listen lyder således: Timm Vladimir, Francis Cardenau, Michel Michaud, Anh Lê og Louisa Lorang.
Danskerne har taget godt imod kogebogen, som er blevet massivt omtalt i både danske og internationale medier. Bogen havnede også på Berlingskes madanmelder Søren Franks liste over årets bedste kogebøger i 2019 og blev for nyligt nummer et i verden i den internationale kogebogskonkurrence The Gourmand World Cookbook Awards i kategorien D11 Family. Derudover har Dansk Handelsblad givet bogen en positiv anmeldelse, mediet Levnedsmiddel & Fødevaredebat har givet bogen 6 ud af 6 hjerter og mediet My Daily Space har givet bogen 6 ud af 6 lupper.
Bevægelsen Stop Spild Af Mad fylder netop i disse dage 12 år, og det glæder kvinden bag bogen, at madspild står højt på dagsordenen hos danskerne.
“Jeg vil gerne takke alle bogens dygtige medforfattere og kokke – samt danskerne, der har købt vores bog og er med til at undgå madspild i deres hverdag. Især en særlig tak til de medvirkende kokke og til Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, som jeg udviklede idéen til bogen med for tre år siden. Tænk, at bogen de første seks måneder allerede har genereret 36.000 kr. til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Det er en rigtig god start,” siger Selina Juul.
I Folkekirkens Nødhjælp er man begejstrede for, at bogen både bidrager til at bekæmpe madspild og samtidig udløser en donation til verdens fattigste.
“Der skal lyde en stor tak til Selina Juul og de medvirkende for dette ambitiøse projekt. Når Selina på én og samme tid sætter fokus på madspild herhjemme og sult i verdens fattigste lande, viser det, hvordan der er en ubalance mellem overflod og mangel. Lige nu sulter flere end 800 millioner mennesker på verdensplan – og det kræver handling, så vi kan redde liv. Derfor er det fantastisk, når flere og flere melder sig ind i kampen,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
I “Mad med respekt” findes der en række opskrifter, tips og forslag til, hvordan en børnefamilie kan blive endnu bedre til at udnytte maden mest muligt, konkrete tips til, hvordan resterne opbevares og udnyttes bedst muligt, og hvordan måltider og indkøb planlægges med henblik på at mindske madspild. Over 700.000 tons god og spiselig mad smides årligt ud i Danmark. De største syndere er husholdninger, og det er især børnefamilier, der har den største udfordring med at få brugt maden op. Netop dette segment henvender bogen sig særligt til.
Bogen kan købes i alle landets boghandlere samt online og kan derudover lånes på landets biblioteker.