I forbindelse med udsendelsen ”Operation X: Marken er giftig”, der blev vist d. 19. februar 2025 på TV 2, har Gribskov Kommune fredag morgen udsendt en pressemeddelelse, hvor borgmester Bent Hansen udtaler følgende:
Der er med TV2-udsendelsen ”Operation X: Marken er giftig” kastet lys over en meget alvorlig problematik omkring jordtilkørsel i blandt andet vores kommune.
Jeg tager denne problematik meget alvorligt. Men jeg kan sige, at der på intet tidspunkt er givet tilladelse, hverken administrativt eller politisk, til andet end klasse 0 jord, som er ren jord. Det vil sige, at hvis der findes andet tilkørt jord her, så skyldes det snyd.
Når det er sagt, så mener jeg, at en TV-udsendelse – i dette tilfælde Operation X – kun fremstiller én side af en sag. Det gør ikke sagen mindre alvorlig, og derfor skal der handles.
Vores administration har været på tilsyn og er i gang med at bede lodsejer om at forklare sig.
Som jeg tidligere har udtalt i forbindelse med Hørsholm-sagen, så skal vi som borgere og politikere kunne stole på, at jorden er ren i disse sager.

(udgivet d. 21. feb. 2025)