Ramløse Mølle, Pibe Mølle og Esrum Vandmølle skal restaureres. Formålet er at gøre møllerne funktionsdygtige, så de aktive møllelaug kan formidle møllernes historie.
Gribskov Kommune har netop fået op til en million kroner af den filantropiske forening Realdania til restaureringen af de tre møller, Ramløse Mølle, Pibe Mølle og Esrum Vandmølle.
Formand for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi Morten Ulrik Jørgensen siger på vegne af udvalget:
”Det her er en rigtig god nyhed for hele Gribskov Kommune. Det giver os en endnu bedre mulighed for at restaurere møllerne og dermed sikre formidlingen af denne vigtige del af den danske kulturarv,” siger formanden og kalder det et kæmpestort skulderklap og en stor anerkendelse af de frivillige, der bruger deres fritid på møllerne.
Stor lokal og national betydning
De gamle møller i Danmark har ifølge Morten Ulrik Jørgensen stor lokal og national betydning, fordi de fortæller om det førindustrielle landbrugsland, Danmark var engang.
”De er jo historiske mindesmærker i landskabet, der fortæller en særlig historie om vores kultur. Det er både spændende for os, der bor her, for turister og så naturligvis kommende generationer,” siger formanden.
Møllerne restaureres i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Gribskov Kommune, og Museum Nordsjælland og de aktive møllelaug skal formidle møllernes historie gennem aktiviteter og artikler. Kommunen bidrager med 1,5 millioner kroner, LAG bidrager med omkring 0,5 millioner kroner og Realdania nu med op til 1 million kroner.