Pressemeddelelse:
Udvider samarbejdet med FrederiksborgCentret til gavn for
håndbolden i hele Nordsjælland.
Et nyt, udvidet samarbejde skal gøre Nordsjælland Håndbold endnu stærkere. Fra 1.
december udvides samarbejdet, idet FrederiksborgCentret overtager Nordsjælland
Håndbolds salgsafdeling.
– Med de seneste sæsoners imponerende sportslige resultater er mediedækningen og
brandingværdien af Nordsjælland Håndbold steget markant. Nordsjælland Håndbold har
et stort potentiale, og for at sikre at det udnyttes, overtager FrederiksborgCentret
salgsansvaret for Nordsjælland Håndbolds kommercielle rettigheder, siger formanden
Jørgen Simonsen.
Han føjer til, at aftalen sikrer, at Nordsjælland Håndbold får arbejdsro til at videreudvikle
den sportslige platform og NH erhvervsnetværks unikke position i Nordsjælland.
Samtidig får FrederiksborgCentret med aftalen flere muligheder for at skabe spændende
events og oplevelser med sport i centrum.
Bevarer forankringen i de tre moderklubber og hjemkommuner
Aftalen betyder også, at Nordsjælland Håndbold kan styrke samarbejdet med
moderklubberne og de tre hjemkommuner. Tilknytningen til hele Nordsjælland bevares
med kampe og træning i både Helsinge, Helsingør og Hillerød – også når Hillerød Arena
er færdigbygget ultimo 2019, og giver mulighed for at kombinere håndbold og andre
arrangementer på en ny og anderledes måde.
– Det er i begge parters interesse at sikre, at alle, inklusiv partnerne, kommunerne,
moderklubberne og de lokal fans i alle tre byer, kan se Nordsjælland Håndbold som deres
flagskib. Hovedprincippet er fortsat at kampe afvikles dér, hvor det giver mest værdi for
kamppartnerne og for Nordsjælland Håndbold, understreger Jørgen Simonsen.
Nordsjælland Håndbold og alle de frivillige vil fortsat være ansvarlige for kampafvikling
og Nordsjælland Håndbold vil sikre, at NH erhvervsnetværk forbliver det bedste netværk,
der forener virksomheder i hele Nordsjælland. Nordsjælland Håndbold vil også fortsat
være ansvarlig for den overordnede markedsføring.
Udvikling af nye oplevelser og events
Styringen af aftalen sikres ved at FrederiksborgCentrets direktør deltager som tilforordnet
i NHs bestyrelse ved relevante dagsordenpunkter.
Herudover etableres der en udviklingsgruppe med medlemmer fra moderklubberne, NHs
bestyrelse, FrederiksborgCentret og andre frivillige:
– Det vigtige er, at vi får et forum med energi til at fortsætte udviklingen af Nordsjælland
Håndbold både kommercielt og sportsligt. Udviklingsgruppen mødes hver anden måned
for at sikre fortsat produktudvikling, styrke netværket og sikre samarbejdet med
moderklubberne på det organisatoriske plan, fortæller Jørgen Simonsen.
Hillerød, den 15.11.2018
Torben Nyegaard Olesen Jørgen Simonsen
Formand Formand
FrederiksborgCentret Nordsjælland Håndbold