DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Nordsjællands Politi vil til maj for første gang uddele prisen ”Nordsjællands Politis forebyggelsespris”

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Større fokus på forebyggelse af kriminalitet. For at styrke lokale initiativer og reducere kriminaliteten i Nordsjælland sætter Nordsjællands Politi nu yderligere fokus på forebyggelsesindsatsen. Det sker gennem en ny pris, som skal belønne aktiviteter, som medvirker til at forebygge kriminalitet i lokalsamfundet.

Til maj i år uddeler Nordsjællands Politi for første gang prisen ”Nordsjællands Politis forebyggelsespris”.

Det sker for at styrke og støtte de lokale aktiviteter og initiativer, som har fokus på at reducere kriminaliteten gennem forebyggelse.

”Forebyggelse af kriminalitet er et centralt fokusområde for Nordsjællands Politi. Og formålet med prisen er at styrke og sætte fokus på lokale indsatser, som medvirker til at forebygge kriminalitet. Hvis det for eksempel enten lykkes at trække unge væk fra en kriminel løbebane, eller at hjælpe ældre til at undgå at blive svindlet, så får vi et bedre og mere trygt samfund. Samtidig betyder færre ofre og færre kriminelle, at vi i politiet i højere grad kan bruge vores ressourcer på den mest alvorlige kriminalitet,” siger politidirektør, Lykke Sørensen.

Samtidig understreger hun, at forebyggelsesprisen skal medvirke til at anerkende men også styrke og udvide samarbejdet mellem de aktører, som i dag er engageret i forskellige initiativer og indsatser på forebyggelsesområdet, ligesom prisen vil kunne bringe nye aktører på banen.

”Vi skylder de borgere, for eksempel de børn og kvinder, som lever i en familie med vold, at der bliver grebet ind så tidligt som muligt, så volden ikke udvikler sig. Samtidig er det helt afgørende, at vi robustgør borgerne, så de er mere opmærksomme blandt andet i forhold til it- og digital kriminalitet, som er et af de kriminalitetsområder, der er i stigning. Derfor skal vi aktivere og arbejde sammen med aktørerne i lokalsamfundene, så vi kan identificere bekymrende tendenser og udviklinger, der kan imødegås med forebyggende initiativer,” siger Lykke Sørensen.

Kriterierne for tildeling af prisen er, at kandidaten har ydet en særlig og ekstraordinær indsats som har medvirket til at reducere og minimere kriminalitetsudviklingen i lokalsamfundet.

Forebyggelsesinitiativer der vil kunne indstilles, kan for eksempel være tiltag, som medvirker til at forebygge vold i familier, svindel over for ældre borgere og digitale sexkrænkelser over for børn og unge. Men også lokale forebyggelsesindsatser som har fokus på unges brug af narkotika, samt indsatser som medvirker til at forebygge unges utryghedsskabende opførsel er eksempler på tiltag, der vil falde ind under prisens formål.

Prisen kan tildeles en kommune, en person, en forening, klub eller lignende, som er lokalt forankret, og som har gjort en særlig indsats, der bidrager til forebyggelse af kriminalitet i lokalområdet. Prisen kan endvidere tildeles en eller flere medarbejdere/enheder i politikredsen, som i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere har gjort en helt særlig indsats.

Prisen overrækkes første gang ved et særskilt arrangement i maj 2025.

(udgivet d. 30. jan. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *