Gribskovs cyklister er særligt udsatte i vejkryds, hvor to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker. Derfor deltager Gribskov Kommune i en ny landsdækkende kampagne i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, så flere cyklister kommer sikkert gennem trafikken. Der er gode råd til både bilister og cyklister. Kampagnen kører fra mandag 7. maj og to uger frem.
Kampagne i Gribskov Kommune:
Vi skal passe på hinanden i de farlige vejkryds
Hvert forår er der mange borgere i Gribskov Kommune, der igen finder cyklen frem og bruger den, når de skal på arbejde eller motionere. Det er en god anledning til at minde cyklisterne om at orientere sig grundigt og samtidig huske bilisterne på, at der kommer flere cyklende ud i trafikken.
Det er særligt, hvor cyklisternes og bilisternes veje krydser hinanden, at der er risiko for, at de støder sammen. Kryds er nemlig det sted i trafikken, hvor cyklister har størst risiko for at komme alvorligt til skade. Faktisk blev hele 81 cyklister dræbt og 1.744 alvorligt kvæstet fra 2012 til 2016, men tallet er sandsynligvis meget større, da der er et stort antal cyklistulykker, som ikke bliver anmeldt til politiet.
De anmeldte sager alene svarer til, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker netop sker, hvor vejene går på tværs af hinanden. Det er alt for mange, og imens andre ulykkestyper i trafikken falder, er antallet af cyklistulykker i kryds ikke reduceret.
Derfor deltager Gribskov Kommune nu i den nye landsdækkende kampagne “Brug 2 sek. mere.” Det skal sætte fokus på problemet og bidrage til at gøre kryds sikrere for cyklisterne. Den går i gang den 7. maj og kører i to uger.
Sådan undgår vi ulykkerne
Når cyklister kommer alvorligt til skade i kryds, er der tit en menneskelig årsag til ulykken. Ofte kunne ulykken nemlig være undgået, hvis bare bilisten og cyklisten havde brugt lidt mere tid på at orientere sig.
”Vi opfordrer i en ny landsdækkende kampagne “Brug 2 sek. mere” både cyklister og bilister til at bruge lidt længere tid på at kigge sig for, inden de kører igennem et kryds. Det er i alles interesse, og det er et fælles ansvar, at vi kommer sikkert frem i trafikken,” siger Michelle Laviolette, seniorrådgiver i Rådet for Sikker Trafik.
De fleste alvorlige krydsulykker sker, når en bil skal svinge og overser en cyklist, der skal lige ud. Bilisten sidder beskyttet inde i sin bil, men den sikkerhed har cyklisten ikke, og derfor er det typisk cyklisten, der for alvor kommer til skade i sammenstødet.
FAKTA:
Gode råd til cyklisterne:
- Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
- Vær særligt opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra.
Gode råd til bilisterne:
- Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.
- Vær særligt opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.
- Sænk farten.
Om kampagnen:
Læs mere om kampagnen ”Brug 2 sek. mere” her.
https://www.sikkertrafik.dk/kampagner/brug-2-sek-mere
Find en oversigt og deltagende kommuner her.
https://www.sikkertrafik.dk/media/7247/kommuner-brug-2-sek-mere.pdf