I den kommende tid vil man kunne se masser af aktivitet særligt omkring den kommende rundkørsel ved Ålekistevej. Det skyldes at entreprenøren Arkil A/S er gået i gang med anlægsarbejdet. I første omgang drejer det sig om det ”Tunge jordarbejde”.
Anlægsarbejdet med etablering af ny vej mellem Græsted og Gilleleje er opstartet i denne uge. Det er de indledende arbejder med etablering af byggeplads og opstart af grovere jordarbejder, som nu er gået i gang.
”Det er det tunge jordarbejde, som er i gang nu, og det vil foregå så længe vejret tillader det. Det er planen at rundkørslen ved Ålekistevej etableres henover vinteren. I den fase, vi er i nu, vil der ikke blive behov for afspærringer eller lignende, men det er klart, at bilister i området vil kunne se, at der sker jordkørsel”, siger Torsten Forsberg, Ingeniør Gribskov Kommune.
Arbejdet forventes at vare frem til anlæggets afslutning og aflevering omkring årsskiftet 2023/2024.
Fakta:
Anlægsarbejdet blev sidste efterår udbudt i EU-Udbud som totalentreprise, og der blev i januar kontraheret med entreprenørfirmaet Arkil A/S. Arkil A/S udfører opgaven i samarbejde med rådgivende ingeniørfirma Moe A/S.
Museum Nordsjælland har det seneste år gennemført arkæologiske udgravninger. De sidste udgravninger pågår på den nordlige strækning og afsluttes inden for kort tid.
(udgivet d. 29 sep. 2022)