DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Nytårshilsen fra Gribskovs 1. viceborgmester

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Nytårshilsen af byrådsmedlem og 1. viceborgmester Trine Egetved, Det Konservative Folkeparti i Gribskov:

Velkommen til 2024.

Foran os ligger et helt nyt år. 366 dage, som vi alle skal have det bedste ud af. Vi ved ikke, hvad året har tænkt sig at byde os, men vi ved, at der med sikkerhed kommer både glæder og sorger. Der vil være solskinsdage og regnfulde dage. Der vil være dage, hvor vi griner og fester, og dage hvor vi græder og sørger. For sådan er livet og sådan bliver det med sikkerhed også i 2024. Men lad os ønske, at der kommer flest gode dage.

Der skal igen i år træffes svære beslutninger i Byrådet, og budgetaftalen, som blev indgået i efteråret 2023, skal implementeres.

Jeg kan se at politiske kollegaer er ude og fortælle om alt det de ikke bryder sig om i budgettet – uden at fortælle hvad de selv hellere ville have gjort. Det synes jeg er en ærgerlig måde at start året på.

Når der skal spares 60 millioner kroner årligt i et kommunalt budet, så sker det ikke uden at det kan mærkes. Og det er klart, at dem der bliver ramt, synes vi skulle have sparet på en anden måde. Vi har alle ting i budgettet, vi ville have gjort anderledes, hvis vi havde absolut flertal og bestemte alting selv. Men det smukke ved et demokrati er jo, at vi skal finde hinanden og sammen løse kommunens udfordringer i de rammer, som udstikkes fra den siddende regering.

Jeg vil fokusere på de ting, som vi i Den Konservative Byrådsgruppe er glade for, at vi fik forhindret og de ting vi fik indarbejdet i budgetaftalen.

1. Der var lagt op til, at hele skolestrukturen skulle ændres, så vi i stedet for 6 skoler med i alt 9 afdelinger, kun skulle have 3 skoledistrikter – men stadig med 9 undervisningssteder. Det ville have betydet en stor usikkerhed for alle børn i kommunen, som ville kunne være blevet flyttet rundt i deres skoledistrikt alt efter hvor der kunne klasseoptimeres. Så gik man i Blistrup kunne man sendes til Ramløse eller lign. Det var blevet et stort kaotisk puslespil, som ikke havde været til gavn for vores samlede skolevæsen eller vores lokalsamfund. Derfor er vi glade for, at vi fandt en løsning, hvor der, selvom børnene i Vejby, oplever at de nu skal gå i 0-5 klasse i Tisvilde, fortsat er ro og tryghed om, hvor man går i skole. Så man ved, at melder man sit barn ind på f.eks. Bjørnehøjskolen, så er det der barnet kommer til at gå i skole.

2. Vi fik begrænset besparelserne på de forbyggende indsatser og PPR i forhold til Borgmesterens oplæg.

3. Vi har sat tårnhøje ambitioner for en forbedring af vores specialundervisningstilbud.

4. Vi fik bevaret dagplejen og dennes struktur.

5. Vi sikrede at prisen på seniorcentrene stiger mindre end der var lagt op til.

6. Vi får reduceret i størrelse på administrationen i Gribskov.

7. Vi fjernede ikke aften- og weekendåbent på demenscentre.

8. Vi sørgede for, at der ikke blev sparet så voldsomt på breddeidrætten, som der var lagt op til.

9. Vi styrker ungdomsskolen og lægger op til en ny struktur i tæt samarbejde med kulturskolen/musikskolen.

10. Vi har sat midler af til forbedrede fysiske forhold for ungdomsskolen i Gilleleje.

11. Vi etablerer en rundkørsel ved Frederiksborgvej/Kildevej.

12. Vi har sat penge af til vedligeholdelsesefterslæb på legepladser.

Er der ting vi ville have anderledes? Ja, det er er der helt sikkert. Blandt andet synes vi det er tosset, at bruge penge på et nyt kunstråd, når der er nedskæringer på den nære kernevelfærd. Men det var en gammel aftale fra et tidligere budget, som vi iøvrigt ikke var med i, og derfor stemte vi også imod den beslutning.

Du kan være helt sikker på, at vi i Det Konservative Folkeparti fortsat vil arbejde for, at midlerne bruges så fornuftigt som muligt, og vi bevarer fokus på at passe på vores velfærd til børn og ældre. Men det er hver eneste dag en benhård prioritering. Vi vælger at bruge vores 6 mandater i Gribskov Byråd til at søge så meget indflydelse så muligt – så selvom vi ikke sidder på Borgmesterkontoret, så skal alle jer, som stemte på os for 2 år siden i tillid til, at vi ville noget andet, kunne se og mærke, at vi bruger vores mandater konstruktivt. Også selvom det kræver kompromiser.

I 2024 skal vi fortsætte med det arbejde, der handler om fremtidens velfærd. Hvordan får vi midlerne til at række, når flere og flere får brug for offentlig hjælp. Hvordan kan vi tænke offentlig service anderledes?

Vi skal også i gang med det store arbejde omkring Gribskov Kommunes kommuneplan? Hvordan skal kommunen udvikles? Hvor og hvordan ønsker vi der bygges?

På børneområdet skal vi arbejde med de tårnhøje ambitioner om at lykkes bedre med vores specialundervisningsområde, vi skal have ro om folkeskolen og sikre gode og trygge dagtilbud.

På ældreområdet skal vi fortsætte den positive udvikling, så vi bliver endnu bedre til at fastholde og rekruttere medarbejdere. Det giver mere tryghed hos den enkelte borger, og det giver bedre økonomi, når vi ikke skal bruge ligeså mange vikarer.

Så der er masser at gå i gang med, og vi fortsætter med fuld damp 🙂

Jeg er drønhamrende stolt af vores byrådsgruppe. Vi er den største gruppe i Gribskov Byråd med 6 engagerede mennesker, som hver især brænder for vores kommune og vores lokalområder. Nu er vi halvvejs gennem denne valgperiode. Vi arbejder videre for alle jer og forsøger fortsat med så meget sund fornuft i Byrådsbeslutningerne, som overhovedet muligt. Og så må vi se, hvordan verden ser ud om 2 år, når der har været et valg igen. Vi vil ihvertfald gøre vores til at passe så godt på Gribskov, som muligt.

Pas rigtig godt på hinanden derude og husk altid medmenneskeligheden – også når man er uenig.

Rigtig godt nytår.

Trine Egetved
1. viceborgmester

Trine Egetved (C) (Pressefoto)

(udgivet d. 1 jan. 2024)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *