DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

Planudvalget opfordrer: Kom med input til Kommuneplanen i Gribskov

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

En fremtid med sol og vind: Giv dine input til Kommuneplanen i Gribskov Kommune inden for temaerne byvækst og vedvarende energi.

Kommuneplanen skal revideres, og Planudvalget efterspørger input til arbejdet med at udvælge nye zoner til byudvikling, og hvordan der skal prioriteres, når kommunen skal udpege områder til at etablere anlæg til vedvarende energi. Deadline for input er 26. januar 2024.

Gribskov Kommune er gået i gang med at revidere Kommuneplanen, som er den overordnede plan for den fysiske planlægning i kommunen. Den anviser bl.a. hvordan arealer kan anvendes, beskyttes og udvikles.

Kommuneplanen gælder for 12 år, og skal revideres hvert fjerde år. Og det er arbejdet med revision af den gældende Kommuneplan, som nu bliver skudt i gang. Første skridt er, at borgere og virksomheder inviteres til at komme med input.

Vigtigt arbejde, der sætter rammen for fremtidens Gribskov

”Det er et vigtigt arbejde, vi går i gang med nu. Den nye Kommuneplan kommer til at hedde Kommuneplan 2025-2037 og følger op på kommunens udviklingspolitik. Vi har særligt fokus på at fremme en grøn byudvikling med gode ramme for levende lokalsamfund – og så skal turisme og oplevelser med Gribskovs unikke natur som ramme stærkere ind i vores kommuneplan.”

Det fortæller formand for Planudvalget, Bo Jul Nielsen, som også lægger vægt på, at der sker en tidlig og bred inddragelse af borgerne i kommunen:

”De idéindkaldelser, vi går ud med nu, har til formål at inddrage borgere bredt og tidligt i processen.”

Bo Jul Nielsen (B) (pressefoto)

Du kan komme med idéer og input inden for to temaer: Vedvarende energi og Arealanlæg. Det første handler om, hvor og hvordan Gribskov Kommune skal etablere anlæg til vedvarende energi – typisk anlæg, der udnytter sol eller vind. Det andet handler om, hvor der skal reserveres arealer til byvækst, både til boliger og erhverv.

Nye muligheder for erhvervslivet?

Går du med ønsker om at etablere solceller eller andre former for vedvarende energianlæg i din virksomhed, eller har du ideer til, hvor Gribskov Kommune skal åbne op for nye erhvervsarealer – så er det altså nu, du skal sende dine input, så det kan tages med i betragtning, når områder skal prioriteres og udvælges.

”Borgernes og virksomhedernes input vil have indflydelse på Kommuneplanens udformning, herunder hvilke krav kommunen som myndighed stiller til en udvikler, der ønsker at etablere anlæg eller bygge nyt i kommunen. Med Kommuneplanen sætter vi rammen for udviklingen af vores byer og viser udviklingsmulighederne for vores virksomheder, så det er en vigtig plan, og vi hører derfor gerne fra dig, hvis du har gode ideer”, fortæller næstformand i Planudvalget Pernille Søndergaard.

Pernille Søndergaard (M) (Pressefoto)

Giv dit input senest 26. januar 2024

For at bidrage, skal du indgive et høringssvar. Læs mere her: Idéindkaldelse(r) til Kommuneplan 2025-37 – Kommuneplan 2021-2033 – Gribskov Kommune (niras.dk

Alle høringssvar offentliggøres løbende på kommunens hjemmeside gribskov.dk, så borgere og virksomheder kan se, hvad andre har indsendt.

Deadline for dine input til Kommuneplanen er 26. januar 2024. Forventningen er, at et samlet forslag til Kommuneplan 2025-2037 sendes i offentlig høring om cirka et år, og at planen vedtages i løbet af 2025.

(udgivet d. 19 dec. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *