Pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik: Politikontrol på skoleveje. |
Fra på mandag og ugen ud vil politiet sætte ind med kontrol på skolevejene. Politiet vil bl.a. stoppe bilister, der kører for stærkt, men også cyklister uden lys på. Samtidig med politiets kontrol opfordrer Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i en kampagne flere forældre til at tale trafik med deres teenager. |
Vintermørket er stadig over os, og det kan gøre det ekstra svært at se hinandeni trafikken. I den kommende uge (fra mandag den 7. til fredag den 11. januar) vil politikredsene sætte fokus på sikkerheden på skolevejene, hvor der vil være ekstra kontrol. – Da politiet i samme periode i januar 2018 kontrollerede trafikanterne på skolevejene, blev knap 4700 bilister sigtet for at køre for stærkt. Det er et problem, at så mange kører for hurtigt, da det kan være svært for børn at vurdere, om de kan nå over vejen, hvis de ikke ved, hvor hurtigt bilerne kører, siger Christian Bertelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter. Foruden at stoppe de lidt for hurtige bilister har politiet også fokus på cyklister, der kører uden lys. I mørket på skolevejene kan de være ekstra svære at se i det trafikkaos, der ofte er omkring mange skoler. – For mange bilister kan det være svært at se cyklisterne i mørket, hvis de kører uden lys. Derfor opfordrer vi alle forældre til at tjekke, om der er cykellygter på børnenes cykler, og om lyset virker på både deres egne og børnenes cykler, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik. På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man se, hvor stor en forskel det gør, om man har lys på cyklen og reflekser på tøjet. Fordi mor og far siger det Samtidig med politiets kontrol på skolevejene gennemfører Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i de her uger kampagnen “Teenager i trafikken“. Formålet er at sætte fokus på de 13-16-årige, som er de skolebørn, der oftest kommer til skade i trafikken. Tal fra Vejdirektoratet viser, at ti gange så mange 16-årige kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken som 6-årige. I tv kan man i de kommende uger se en kampagnefilm, der opfordrer flere forældre til at blande sig, hvis deres teenager cykler uden hjelm, er uopmærksom eller fx kører uden lys på cyklen. På Facebook vil kampagnen desuden klæde forældrene på med mere viden om unges adfærd i trafikken, og den vil også give forældrene fif til, hvordan de kan gribe ind. – Selv om en del teenagere formentlig ser ud som om, de ikke orker at høre efter, hvad mor og far siger, så ved vi fra undersøgelser, at det nytter noget, når forældre blander sig i deres børns adfærd i trafikken. Mange børn og teenagere ændrer vaner, hvis de ved, at forældrene holder øje med og stiller krav om, at børnene skal køre forsvarligt i trafikken, siger René Højer, programchef i TrygFonden. Om kampagnen Se hele kampagnen “Teenager i trafikken“, som Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag. Følg også kampagnen på Facebook. Se video: Annbritt mistede sin 15-årige søn i trafikken: Her fortæller hun sin historie. |