Ny bydel på vej i Ramløse, lokal virksomhed har købt 32.000 byggeretter.
Den Helsinge-baserede virksomhed BorgenHus A/S, har købt byggeretterne på et 83.000 m2 grundareal i Ramløse Øst sydvest for Helsinge. Der er tale om et attraktivt, naturskønt område, som køber er meget begejstret for, han glæder sig til at gå i gang med det omfattende projekt. Colliers har formidlet salget for Gribskov Kommune.
”Det her er et vildt spændende projekt for os og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med projektet i tæt samarbejde med kommunen. Min vision er at skabe en helt ny bydel,” siger Ole Kjærgård, ejer af BorgenHus.
”Jeg vil gerne skabe en grøn bydel, f.eks. har jeg selvforsynende huse i tankerne og miljørigtige materialer til byggeriet”.
Ole Kjærgård er selv bosiddende i området og har bl.a. haft en datter i den lokale skole.
”Jeg vil gerne være med til understøtte det lokale og skabe noget liv i det område, så den lokale skole kan bevares. Det kræver, at der er boliger i området, som folk har lyst til at bo i,” siger Ole Kjærgård, der også har planer om at opføre en hal, som i projektfasen kan bruges til at bygge elementer i. Herefter kan hallen udlejes til den lokale sportsklub.
Ramløse er i dag præget af traditionelle parcelhuse, men Ole Kjærgård har andre planer:
”Der mangler boliger til singler og dem er der efterhånden rigtig mange af. Umiddelbart tænker jeg, at jeg vil bygge cirka halvdelen af boligerne i en mindre størrelse til single-husstande, og resten i familievenlige størrelser. Jeg leger også lidt med tanken om at skabe et fællesskab for ældre”.
Gribskov Kommune har en omfattende plan for byudvikling i området.
Udvalgsformand for Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune, Pernille Søndergaard siger i en kommentar til det nye projekt og BorgenHus:
”Vi står med et spændende projekt, som med sit fokus på bæredygtighed er en gevinst for Gribskov Kommune. Vi har fokus på at udvikle vores kommune med fokus på tilflytning og bæredygtige løsninger, og her er der lagt op til begge dele. Det er med til at gøre vores kommune endnu mere attraktiv.”
Colliers fik opgaven ind i efteråret og salget er sket efter en budrunde.
”Jeg er meget glad for, at BorgenHus er køber. Det har været tydeligt i hele processen, at her var en køber, der brænder for området og har nogle rigtig spændende planer. Jeg er sikker på, at det bliver et virkelig godt område at bo i,” udtaler erhvervsmægler Helle Andersen, Colliers.