DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

SF Exit fra budgetforhandlinger i Gribskov

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Pressemeddelelse: SF Exit fra budgetforhandlinger.

Fredag eftermiddag gik SF stille og roligt ud fra et fyldt forhandlingslokale.

Forhandlingerne kom aldrig rigtigt i gang – et nyt sort flertal havde bemægtiget sig det centrale oplæg nemlig besparelser på skolen. Vi andre kunne ikke fremføre vores synspunkter da dagsordenen skiftede. Så vi lyttede stille og roligt. Hørte at nogle ting var gode og andre – mange ting – var rigtig skidte.

Det er nok det sorteste budget vi har lagt i Gribskov – kommunen med den greenwashing-grønne udviklingspolitik, som lige har afvist en nødvendig solcellepark. Efter denne sommer!

Det afgørende punkt, der adskiller os, er skolebesparelsen. Hele besparelsen hentes på én enkelt lokal skole. Man har nogle løse ideer og nogle gange alt for konkrete detailstyrede ideer til en sammenhæng med SP og tildelingsmodellen. Men grundlæggende, så skal Vejby bare betale for hele kommunen. Det vender den tunge ende nedad. Gad vide hvor mange, der får lyst til at opsøge privatskolen – og hvor mange, der har råd?

Det er skævt:

Jeg ved ikke hvorfor Vejbys børn skulle være mindre lige end andre børn. Det mener vi ikke i SF. Alt det med at sætte en offentlig pris på det enkelte barn er noget pjat. Barnet har jo ikke selv valgt, hvor det vokser op. Der vokser op i familie, i gruppe og i et miljø, hvor vi politikere har ansvaret for skolevæsenet og skal sørge for ordentlige rammer til miljøer for alle børnene. Noget af det vigtigste er ikke at lave om hele tiden.

Jeg ønsker det vil lykkes med integrationen med Tisvilde, men jeg har min tvivl. Hvilken ånd findes mon på lærerværelset efter dette lyn fra en klar himmel? Intet varsel. End ikke for politikerne.

Kunne man ændre strukturen til det bedre samtidigt med at noget af besparelsens provenu tilfalder skolen, så går det nok med strukturændringer. Det her ligner mere en besparelse, hvor kommunen støvsuger skolernes penge. Og som antageligt booster privatskolerne. Og tømmer pengepungen på forældrene.

Guderne skal vide, at SF har prøvet at kvalificere skoledebatten. Med alt fra én kommune=én skole til bedre samlæsning i eksisterende klasser. Og Nest udrullet fx på små skoler.

Det er vores frygt, at denne kortsigtede løsning igen giver langsigtet uro. Som i de sidste mange år.

Dumme besparelser giver som bekendt store udgifter senere hen. Vi gik ind i forhandlingerne med en intention om enten ingen besparelser på skoleområdet eller kloge besparelser, som ad åre kan blive til noget godt.

Det er vigtigt at det specialpædagogiske område (SP) ikke bliver detailstyret af politikere igennem en budgetvedtagelse. Venstres oplæg med mindst to centre var godt. Der skal ansættes en central leder, så der kommer styr på kvalitet i tilbuddene. Vi har mængder af information fra brugere liggende. Vi ved hvor skoen trykker. Flere af de foreslåede elementer på SP-området turde C og NG ikke sende i høring i foråret. Bag lukkede døre fandt de modet.

Men godt at ingen matrikler lukkede helt og jeg har hørt at budgetpartierne vil adskille de forbundne kar mellem skolernes almenområde og SP, så overskridelser på SP ikke presser almen, som måske så igen generer dårligere kvalitet i almen og sender nye børn i SP. Skruen uden ende. Jeg glæder mig til at se det virkeliggjort og lover fuld opbakning, hvis det sker. Det handler om at skabe tryghed og forudsigelighed i fastetablerede fællesskaber.

Og så er det vigtigt at nogen tænker grønt. DK2020 er navnet på kommunens klimahandlingsplan, men der er ikke sat hverken personale eller penge af til at implementere den.

Det var dejligt ikke at skulle forholde os til besparelser på det øvrige grønne område, men det skyldes jo, at vi nærmest ikke bruger penge på området overhovedet – ud over minimum ifølge loven.

Andre har fjernet klimarenovering af offentlige bygninger. Vi vil gerne renovere og istandsætte netop offentlige bygninger. Både så de fremstår smukke og klimavenlige. Og vi tror jo på solceller. Supercykelstierne kunne have hjulpet folk på Ny Mårumvej. Det ser ud til at Gribskov byråd holder klimakikkerten for det blinde øje.

Vi skal jo vise børnene den grønne fremtid, de kan være trygge ved. Løsningen på sortsynet.

Kom nu byråd i Gribskov!

Jens Rane Holck

Medlem af hele Gribskovs kommunalbestyrelse for SF Gribskov

Jens Rane Holck (SF Gribskov) (pressefoto)

(udgivet d. 16 sep. 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *