Nu flyttes akutbilen fra Helsinge til Græsted – i socialdemokratiet taler vi ikke kun om det vi ønsker. Vi handler, skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse med overskriften “Akutbilen kommer til Græsted – ny kontrakt i hus“.
I lang tid har kommunen ikke kunnet anvise en plads til akutbilen i Græsted. Det har betydet, at responstiderne i den nordlige del af Gribskov kommune fortsat har været utilfredsstillende.
Derfor har vi Socialdemokrater i Gribskov kommune i et tæt samarbejde mellem bestyrelsesmedlem Tonny Nalepa Jensen, borgmesterkandidat Morten Dahlberg og vores regionrådsmedlem Susanne Due Kristensen taget affære. Det har resulteret i, at der nu er fundet en placering i Græsted by med let adgang til trafiknettet, så responstiderne fremadrettet kan forbedres i det kystnære område.
Der er derfor i disse dage ved at blive underskrevet kontrakt med ejeren. Derefter skal der foretages nogle få tilretninger, så akutbilen permanent kan flyttes til velindrettede lokaler. Selve flytningen forventes at ske i løbet efteråret 2024, så snart håndværkerne er færdige.
Så når vi socialdemokrater sætter os noget for og siger, at vi vil arbejde for mere lighed i sundhed for alle, så mener vi det. Vi taler ikke kun om tingene. Vi sætter konkret handling bag ordene både kommunalt og regionalt, står der i pressemeddelelsen fra Socialdemokratiet, der har følgende som afsender:
På vegne af Socialdemokratiet i Gribskov kommune
Tonny Nalepa Jensen. Medlem af bestyrelsen for Socialdemokratiet i Gribskov Kommune.
Morten Dahlberg. Gruppeformand og borgmesterkandidat.
Allan Nielsen. Fmd. for Socialdemokratiet i Gribskov Kommune.
Susanne Due Kristensen, Regionrådsmedlem for Hillerød og Gribskov kommuner.
(udgivet d. 20 aug. 2024)